Buenos Aires part 1 - Trine og Lasse

Efter at jeg lige fyrede de sidste tre prøver af torsdag den 18. juni, og vi fik holdt en yderst fornuftig afskedsfest for os internationale studerende på la Universidad de La Serena, der hoppede jeg på en bus mod Santiago for at drage med fly til Argentinas hovedstad Buenos Aires om fredagen. Her ankom jeg lidt før midnat om fredagen og fandt mig derefter godt til rette, inden jeg så dyner. Lørdag havde jeg en aftale med Kristina, som jeg arbejdede sammen med sidste sommer under Expo'en i Zaragoza, Spanien. Hun rejste rundt sammen med en veninde, og aftalen var, at vi mødtes på Puente de la Mujer (= Kvindens bro) midt i Buenos Aires lørdag klokken tolv. Således skete det, og jeg brugte weekenden i deres selskab indtil mandag morgen, hvor søster Trine havde meldt sin ankomst kl. 9.50 i Ezeiza, Buenos Aires' internationale lufthavn. Jeg drog ud og hentede hende, og bragte hende tilbage til hostellet - vores hjem den kommende uges tid.

Resten af dagen gik med lidt sightseeing til fods og ellers bare afslapning for at undgå den værste jetlag. Vi kom bl.a. forbi den ovennævnte Puente de la Mujer: Samt en af byens vartegn; en obelisk stående på byens, og iøvrigt også verdens, bredeste gade. Her kunne vi også få et overblik over, hvor i Argentina vi egentlig befandt os ved hjælp af et fint skinnende kort: Om aftenen var det tid til første omgang ægte argentinsk kød-/grilltradition kaldet "parrilla". Jeg havde af et par af mine medstuderende fra La Serena fået anbefalet en restaurant ved navn "Siga la Vaca", hvilket direkte oversat betyder følg koen. Dermed var der lagt op til masser af kød i og med, at her var tale om tag-selv plus spis-hvad-du-kan princippet. I køkkenet var der intet mindre end to lange forberedelses grill samt to grill, hvorfra gæsterne kunne vælge, hvad de lystede. Herunder ses den ene halvdel af det omtalte arrangement. Dette sammenlagt med en overordentlig fornuftig salatbar skabte et godt resultat på tallerknerne: Efter en god nats søvn udforskede vi videre i millonbyen. Vi drog med det ganske velfungerende metrosystem ud til "el Cementerio de la Recoleta", hvilket er en yderst speciel kirkegård, som er kendt for sine spektakulære gravsteder samt det faktum, at Evita er begravet der. Gravene er her opført over jorden som små huse, der til tider ligner deciderede templer, og som desuden oftest har trapper ned til underliggende etager, der så kan huse kister og urner fra flere generationer af samme familier - følgende fotos er et uddrag herfra. Præcis som Trine kunne man godt blive lidt skrsæmt på den store kirkegård. Forresten viser det sidste billede Evita's grav, hvorpå folk til stadighed sætter friske blomster. Efter alt denne stemning af død havde vi brug for et friskt pust liv, om man så må sige. Så efter en opladning med et par sandwiches tog vi i Zoologisk Have. Haven havde faktisk et pænt udbud af dyr - skildpadder: .. elefanter: .. løver: .. samt mus og slanger (at de er i samme bur, er nok mest uheldigt for musen): Om onsdagen besluttede vi os for at hoppe på en byrundtur, men ikke i en af de sædvanlige åbne turistbusser fyldt med kameraknipsende japanere/amerikanere. Derimod valgte vi at udforske byen på to hjul med ligeledes cyklende guide. Herunder står vi klar til at indtage nogle af byens mange kvarterer. Som sidebemærkning kan det nævnes, at fyren til hest portrætteret på statuen i baggrunden er José de San Martin, som sammen med Simón Bolívar betragtes som de vigtigste personligheder i Sydamerikas løsrivelse/frigørelse fra de europæiske kolonimagter (Simón Bolívar har jeg forresten tidligere nævnt i indlæggene omkring Cuba, da han ligeledes spillede en stor rolle i øens løsrivelse fra Spanien i slutningen af 1800-tallet). Den cirka fire timer lange cykeltur førte os gennem flere forskellige af byens mange kvarterer - først Puerto Madero (hvor Puente de la Mujer iøvrigt også er placeret): Dernæst til et mindre bagvedliggende naturreservat, hvorfra kontrasten fra naturen og byen, her i form af det forholdsvist nye kvarter Puerto Madero, virker ganske besynderlig: Efter den lille dosis natur hjulede vi ud til La Boca, som er et gammelt kunsterkvarter, som tidligere har været det store havnekvarter i byen og desuden også er stedet, hvor flere af de lavere klasser huserede. Kvarteret er meget farverigt og husene er, som det kan ses, malet i mange forskellige klare farver, hvilket giver området sit helt specielle præg. Grunden til de mange farver skal findes i, at man under tiden, hvor kvarteret var havnekvarter, fik resterne, når skibene blev malet. Således var der aldrig nok af en malingrest til at male et helt hus, og derved opstod de farverige huse. På det nederste billede ser man på husets altan, hvad, jeg har fået fortalt, er de tre vigtigste argentinske peronligheder indenfor nyere tid: Yderst til højre har vi den store fodboldspiller Maradona, i midten vinker Evita og til venstre en af de vigtigste personer indenfor tangoens udbredelse. På vej ud af La Boca fik vi også lige et glimt af kvarterets fodboldstadion - hvert kvarter har deres hold, og La Boca hører vistnok til blandt de bedste.

Vores tur til jernhest sluttede med, at vi kørte igennem kvarteret San Telmo, som vi i forvejen var bekendt med, da vores hostel lå der. Vi endte på en af de store centrale pladser i byens centrum. Herpå ligger blandt andet en tidligere regeringsbygning, som er malet lyserød. Engang slog to store regeringspartier sig sammen, og deres respektive partifarver var henholdsvis rød og hvis, og for at markere ders forening malede man bygningen i en blanding af de to farver - nemlig lyserød.

Om aftenen efter vores cykelrundtur tog vi til middag med Kristina og et par argentinske venner, hvor Trine og jeg naturligvis skulle prøve, hvad man næsten må kalde Argentina´s nationaldrik - "mate". Man fylder en kop med forskellige mate-urter samt sukker efter smag og så hælder man varmt vand i. Man kan så blive ved med at fylde vand i, da urterne er forholdsvist stærke og der går lang tid, før de mister deres smag. Til om torsdagen havde vi bestilt billetter til en færge, som skulle føre os over Rio de la Plata (= Sølvfloden) til Uruguay. I Uruguay skulle vi spendere to dages tid!

La Serena lifestyle

Praktisk talt alle mine tidligere indlæg her på bloggen (pånær det sidste omkring min fødselsdag) har handlet om rejser og ture ud i det blå, så derfor er det nu på tide med et indlæg omkring hverdagslivet her i La Serena. La Serena er hovedstaden i Chile's fjerde region, som bærer navnet Coquimbo regionen (Coquimbo er naboby til La Serena). Her bor lidt over 190.000 mennesker, og hvis man medregner yderområderne samt Coquimbo, som faktisk næsten er vokset sammen med La Serena, bor der cirka 400.000 indbyggere i området. Byen er en stor turistby i sommermånederne - specielt januar og februar, hvor byens indbyggertal vokser markant. Som jeg tidligere har nævnt, har jeg mig et værelse på et hostel i midtbyen. I sommermånederne fungerer hele stedet som hostel, men resten af året er 2/3 af værelserne lejet ud til studerende. Jeg bor på sådant et studenterværelse og deler badeværelse med to andre, mens vi alle har fælles køkken. Det er et temmelig stort hus, med en del forskellige fællesarealer, så det er ganske lækkert: Nederste billede her er endevæggen af mit værelse, hvor alle jer derhjemme kan se, at I ej er glemt her i Sydamerika. Udover denne udsmykning består mit møblement primært af basale ting såsom en seng, en komode, et bette skrivebord mv. Jeg har investeret mig i en cykel for at kunne komme let og hurtigt rundt omkring. Det er første gang jeg har en mountainbike med forskellige fjedre og masser af gear, men den har gjort det godt. Jeg købte den ved en cykelsmed for 40.000 chilenske pesos, hvilket svarer til 400 danske kroner. Det er heldigvis rigtig nemt at omregne den chilenske peso til danske kroner, da man bare fjerner de sidste to tal, og således har man beløbet i kroner. Mht. cyklen har cykelsmeden lovet at købe den tilbage igen, når jeg rejser, men der er også flere interesserede chilenere, så regner ikke med, at det bliver noget problem at afsætte den igen. Transportsystemet er ellers ikke specielt vant til cykler her, så jeg har nok tilegnet mig lidt dårlige vaner med at cykle på fortovet (da det oftest er det sikreste), smutte overfor rødt, cykle mod ensretningen osv. Nu jeg er ved transport, vil jeg lige nævne transportsystemet generelt her i landet. Langt størstedelen af den interregionale transport foregår via langdistancebusser, som dækker praktisk talt hvert et hjørne af det lange land. Man kan købe forskellige klasser i disse busser, men selv de billigste er ofte ganske behagelige, og busserne er generelt ganske nye og fine. Den offentlige transport i byerne er en helt anden slags - her bumler en masse privatejede minibusser (oftest af ældre dato) rundt på forskellige ruter, som det ikke rigtig er muligt at få et samlet kort over. Derudover kører der en del colectivo taxier rundt, og de dækker en mindst ligeså stor procentdel af transporten som busserne. Colectivos er en slags deletaxier, som kører en fast rute, således man kan hoppe af og på, som man ønsker, og som kun koster en lille smule mere end busserne. Ved første øjekast syntes jeg, at det var lidt spild med alle de personbiler, når man bare kunne sætte flere minibusser ind, men med tiden er jeg begyndt at synes rigtig godt om colectivosystemet. Der findes heller ikke noget kort over alle colectivo ruterne, men har man først fundet frem til hvordan systemet fungerer generelt, er der altid en colectivo klar, og således oplever man næsten aldrig ventetid. Jeg bruger dog min cykel til at befordre mig frem og tilbage på universitetet i dagligdagen. Universitetet har fire forskellige campus rundt i byen, hvor jeg har fag på to af dem. Jeg har fag på to forskellige uddannelser, som desværre for mig ikke er placeret på samme campus. Ialt følger jeg fire fag: 1- Comercialización (et marketingsfag), 2- Teoría de Comunicación (kommunikationsteori), 3- Redacción Periodística (redaktionelt journalistik) samt 4- Grámatica Española (spansk grammatik). Det første fag er indenfor en uddannelse som må svare til noget handelshøjskoleuddannelse, og det foregår på et campus i bunden af byen: De tre andre fag hører under journalistuddannelsen, som ligger på et campus på toppen af en bakke med flot udsigt over byen. På det sidste billede her ser man hvordan jeg hver dag skal op af en meeeget lang bakke for at komme op til universitetet. Klasseværelserne er ikke af helt samme standard som hjemme på Aalborg Universitet. Herovre er de alle udstyrede med et hav af den slags stole med at lille bord påsat den ene side - således har vi ikke et reelt bord til rådighed men kun denne lille plade til at støtte, når der tages notater: Derfor er det heller ikke særlig normalt at have sin pc med til undervisning og tage notater derpå - det hele foregår skam i hånden - så jeg har rigtig fået øvet min notatteknik på dette semester. Evalueringssystemet i de forskellige fag er også anderledes end derhjemme. Her får vi i nærheden af tre prøver i løbet af semestret (alt afhængig af faget), og består vi disse, så behøver vi ikke at tage eksamnerne, hvilket selvfølgelig er min plan. Har også bestået indtil videre, så de sidste prøver, som ligger i den kommende uge, regner jeg også med nok at skulle klare. Det skema jeg fik strikket sammen med mine fag dengang i marts måned, da vi ankom, har fungeret ganske fint, selvom jeg dog har skullet møde tidlig de fleste dage. Til gengæld har jeg haft fri hver fredag, hvilket så er blevet udnyttet ganske meget. Frokostpausen varer 1½ time, og det er fordi, at frokosten betragtes som det vigtigste og dermed største måltid på dagen her. Generelt er spisevanerne, at man får morgenmad på almindelig vis, så få man den store frokost ved en 13-14 tiden, og omkring kl. 17-18 får man, hvad chilenerne kalder "once", hvilket oftest består af te og ristet brød. "Once" betyder elleve, og det var mig en gåde hvorfor at man fik "elleve" der sidst på eftermiddagen. Sidenhen har jeg fået forklaret meningen bag udtrykket: Det viser sig, at snaps, som på spansk hedder "aguardiente", består af elleve bogstaver, og at i tidernes morgen, da religionen havde stor indflydelse og ikke var glad for alkohol generelt, så brugte folk navnet "once" som udtryk for at man skulle have en lille en - og dette har så holdt ved siden da! Tilbage til frokosten vil jeg introducere den kære læser for den chilenske hotdog; "completo'en". En completo er en hotdog, hvor det velkendte danske fyld er byttet ud med tomat, advokat, mayonaise og ketcup/sennep efter smag. Herover er jeg med en flok af de internationale studerende på et sted, hvor man kan få MEGA completo'er, hvilket nok skulle stille enhver hotdogsult. Udover completo og forskellige andre lokale ting har vi også udfordret den internationale køkkenscene her i La Serena. Således var vi et smut på en kinesisk restaurant og få mad på en bord, med en midte, der kunne rotere. Man kan også få burgere her i byen, og her er vi på en lokal burgerkæde, som vist går efter at være tysk, men som mest af alt hvis bare er chilensk. Begge burgere var dog ikke til mig, men den største var selvfølgelig. Derudover har vi fundet et virkelig godt sushi-sted, hvor vi vist efterhånden er blevet stamkunder - jeg lader billederne tale: Som man måske kan se, er nogle af rullerne rullet i laks og andre i advocado, hvilket smager rigtig godt! Advocado må vist betragtes som Chile's nationalgrøntsag, og det puttes på alt. Den mest almindelige er at mose advocadoen og give den lidt salt (samt lime hvis man er helt vild) og derefter spise det på brød - dette er en vane, jeg vist er forfaldet lidt til. En enkelt aften for nylig afholdte vi ost-og-vin-aften Lisbeth og jeg, og dette levede hundrede procent op til en sådan aften på danske jord: I fredags, den 12. juni, holdte os udvekslingsstuderende international madaften/fest, hvor vi hver især skulle medbringe en typisk ret fra vores respektive hjemland. De deltagende chilenere skulle selvfølgelig også medbringe noget chilensk ifølge reglerne. Det danske bidrag bestod af frikadeller (næsten ligeså god som ens mor laver dem - men også kun næsten) og kartoffelsalat til. Desværre ligger jeg ikke inde med billeder fra dette arrangement, men jeg har et billede fra en tidligere stund af det australske input til den internationale mad. Det herunder kaldes, såvidt jeg husker, en "cob", og består af et udhulet bød, som er fyldt med en lækker lun dressing/sovs, og man bruger så de udhullede brødstykker til at dyppe deri, og når der ikke er flere, brækker man bare resten af brøddet i stykker, og spiser således det hele. Det er en rigtig god party snack eller forret før en grillfest mv., og jeg vil prøve at få fremskaffet opskriften, således jeg kan lave det ved senere lejligheder derhjemme. Udover at bruge store dele af fritiden her i La Serena på de kulinariske glæder, så har jeg faktisk også fået dyrket mig en smule sport (jep, du læste rigtig!). Således går jeg to gange om ugen til basketball på det ene campus, hvor jeg også her undervisning: Træningen er arrangeret af universitetet, og er derfor ganske gratis. Vi spiller om aftenen, hvor den ovenstående bane er oplyst af projektører. Udover basketball surfer jeg hver lørdag ved stranden, hvilket også er i forbindelse med universitetet, hvorfor vi kun betaler omkring en tyver per gang for leje af en våddragt og et surfbræt. Det er virkelig en sjov sport, og helt sikkert noget, som jeg vil kigge nærmere på, om man ligeledes kan dyrke derhjemme. Følgende billeder er fra allerførste gang, at jeg var ude og prøve at ride på bølgerne. Først skulle der lidt undervisning til: Så drog alle surferdudes'ene mod vandet: Og lidt op at stå kom jeg da også første gang: Til sidst lige et billede af surferen efter først tur på bølgerne: Jeg synes selv, at jeg har forbedret mig ganske pænt siden første gang, så jeg må lige se, om jeg kan lokke nogen til at lege fotograf næste gang, jeg skal ud. Det hele går dog ikke op i sport og vandleg - der er også plas til lidt fest og farver. Først har vi herunder et par universitetsfester: En af de flere fødselsdagsfester: Og de lokale barer, hvor man blandt andet kan udfordre sig selv med en omgang karoke: Øllen til venstre, "Escudo", er iøvrigt den bedste af disse to slags, som er de mest udbredte i Chile, men efter min mening ikke de bedste overhovedet. Har man penge nok, kan man også vælge at smutte forbi byens casino (hvilket vi gjorde i lørdags, den 13. juni, hvor jeg inkasserede en del af min fødselsdagsgave, som bestod af en coctail på stedet). Herunder ser man foran casinoet den bil, som min far havde lejet, da han besøgte mig for en tre ugers tid siden: Som afslutning på dette indlæg omkring hverdagslivet i La Serena får I et billede af La Serena's vartegn - et ganske funktionsdygtigt fyrtårn ved stranden (desværre på en overskyet dag..): Og et enkelt bevis på sammenhængen mellem Chile og Danmark som man kan finde i en af byens gågader, hvor denne café ligger: Caféen hedder "el Rincón Danés", hvilket betyder det danske hjørne, og indenfor har de også et par enkelte danske ting på væggene, men menukortet er nu helt igennem chilensk. Mit liv her i La Serena står dog over for sin nære afslutning, da jeg går ind i den sidste uges skolegang, hvor jeg som nævnt liges skal have overstået den sidste omgang prøver. På fredag drager jeg mod Santiago for at nå et fly til Argentinas hovedstad Buenos Aires. Her skal jeg mødes med Kristina, som jeg arbejdede sammen med på Expo'en i Spanien sidste sommer, og om mandagen kommer min søster Trine ligeledes til Buenos Aires. Sammen med hende skal jeg rejse rundt i lidt over fem uger inden jeg vender næsen mod dansk grund igen!