Salar de Uyuni tur!

Efter at være velankommet tilbage på fastlandet efter vores tur til Påskeøerne brugte vi en ekstra dag i Santiago, da jeg var kommet til at købe busbilletter til dagen efter og ikke selve dagen, hvilket ellers var meningen (og da mange chilenere lige havde fået ferie, var alle andre busafgange udsolgt). Søndag aften den 12. juli kom vi dog afsted mod San Pedro de Atacama i den nordlige del af Chile. Herfra var planen, at vi drog på en tre-dages tur ind i Bolivia til saltørkenen Salar de Uyuni samt den imponerende natur i området deromkring. Om tirsdagen fik vi købt os en sådan tur - glade mig med en plan over turen: Idéen herefter var så, at i drog afsted dagen efter, men desværre var grænsepasset sneet til og dermed lukket, hvilket gjorde, at vi ikke kom afsted den dag. Derfor fik vi tilbudt enten at prøve samme grænsepas næste dag, eller at drage til et pas omkring 4 timers kørsel nordpå og starte turen lettere omvendt derfra - det sidste tog vi imod. Således blev vi hentet klokken fire torsdag morgen og efter en rask køretur i minibus stod vi endelig i Bolivia: Her ventede vores to jeeps på os i ingenmandslandet mellem Chile og Bolivia: Nu startede vores tur for alvor. Den første dag skulle vi se fire forskellige laguner på højsletten, en vulkan samt en sjov stenformation lignende et træ. Vi fræsede i de to Toyota Land Cruiser'ere ud "in the middle of nowhere". Vi var en gruppe på 12 personer i alt fordelt med 6 personer i hver bil plus en chauffør. Her et glimt af den anden bil (dvs. ikke vores) ude på højsletten: Første stop var med udsigt til vulkanen Ollague, hvor Trine her poserer foran den på en række sjove stenformationer skabt af vind og vejr. De fire laguner, vi så, hed henholdsvis Cañapa, Hedionda, Charcota og Honda, og i den ene havde en flok flamingoer fundet sig til rette. Denne lagune bestod af en række vulkanske gasser, hvilket gjorde at det var forbudt at tænde enhver form for ild i dens nærhed - det udtrykkes ganske præcis med dette skilt: Sidste stop på første dagen var "el Arbol de Piedra", hvilket betyder stentræet, da det fra op til flere vinkler ligner et træ. Igen er stenen blev formet gennem tiderne i vind og vejr. Om aftenen blev vi indlogeret på et ganske basalt hostel i midten af ingenting, hvor vi dog blev serveret en ganske fornuftig aftenmad. Faktisk var maden på turen overordnet rigtig god - vi fik bl.a. pandekager den ene morgen! Dag to på Bolivias højslette startede med et blik på Laguna Colorada. Vandet i denne lagune er farvet rødt. Grunden hertil er, at der er masser af mikrobiologisk liv deri, hvilket vistnok primært vil sige alger. Når der er vind, sættes der bevægelse i vandet, hvilket gør, at den røde farve skabt af algerne kommer frem. Det er iøvrigt disse alger, som de mange flamingoer lever af, såvel i denne lagune som i de andre i området. Vi fortsatte længere ud i det blå og ikke mindst længere op i højden også. Vi nåede vores højeste punkt på turen, hvilket var 4.870 meter over vandets overflade (igen kan det lige pointeres, at det højeste punkt i Danmark er Yding Skovhøj med sine omkring 173 meter over havoverfladen). Heroppe så vi et geyserområde skabt af vulkansk aktivitet i nærheden. Det bør nævnes, at der på grund af den megen svovl i den vulkanske aktivitet lugtede ganske overvejende af prut i geysernes nærhed. Vi fortsatte turen rundt i ørkenen til endnu en lagune - denne gang la Laguna Verde (= den grønne lagune). Her er vandet også farvet af mikroorganismer, som denne gang gør vandet grønt. I baggrunden af hoppende mig ser man forresten endnu en vulkan. Denne var dog ikke længere aktiv, hvilket var tilfældet med vulkanen Ollague, vi så den første dag. På vores vej rundt betragtede vi naturligvis også det skønne landskab: Herefter drog vi op til vores sidste hostel på turen for at tilbringe anden nat. Hver dag skulle bilerne selvfølgelig pakkes, hvilket vores chauffører stod for - alt bagagen røg op på taget og blev pakket ind i pressening, og således havde vi mest muligt plads indeni firhjulstrækkerne til os selv. Bilerne var heldigvis udstyret med nogle store fjedre til at klare det bjergede landskab. Visse steder, hvor det ikke blot var turister i firhjulstrækkere, der skulle passere, blev vejene dog jævnet ud af, hvad man vel kan kalde for grusvejens svar på asfaltmaskinen: Vores seksmandsgruppe var forresten endt i den ældre model af bilerne. Dette gjorde os dog ikke det store, da den generelt var meget mere pålidelig. Således skulle den nyere bil hver gang trækkes eller skubbes igang af vores bil (og sidste dag punkterede den sågarogså på det ene dæk) - herunder et eksempel på, at vi lige giver den et hjælpende skub til at komme igang med: Sidste dag drog vi afsted til, hvad der efter min mening var turen højdepunkt, nemlig saltørkenen el Salar de Uyuni. Denne saltørken er over 12.000 km2 stor, beliggende i omkring 3.600 meters højde over havet og på det dybeste punkt stikker saltet 120 meter ned. Saltørkenen blev skabt, da en kæmpe saltsø for mange tusinde år siden fordampede og efterlod alt sit saltindhold. Dette har skabt et imponerende landskab. Først står jeg her under porten, som skulle angive en indgang til saltørkenen, men som dog reelt egentlig bare står midt i det hele lige i starten i den side, hvorfra vi kom ind. Vi kørte ud i midten af el Salar de Uyuni til Fishermans Island, som er en bette "ø" i ørkenen, hvor vegetationen består af over 6.000 kaktusser - nogen over 1.000 år gamle. Disse planter overlever i det yderst barske og saltholdige miljø midt i saltørkenen (og så kan de stikke noget så forfærdeligt!): Sidste foto herover viser seksmandsgruppen fra vores jeep: En irer, en tysker, to danskere samt to hollændere. Efter en gåtur rundt på den lille "ø", og en fyldende frokost gik vi igang med at lege med kameraerne og mulighederne, der bød sig i det hvide landskab - her er lidt af, hvad der kom ud af det - først el Salar de Uyuni i sig selv: Trine poseerende på saltet foran solen: Glade mig der hopper så højt, jeg overhovedet kan: Så har jeg Trine i min hule hånd: Hvem får Twix'en: Filosoferende Lasse: Denne gang har jeg sprællende Trine som fanget mellem mine to fingre: Ham den høje, der blokerer for solen: Trine tager en chiller på Snickers'en: Og så hopper hun også: Til sidst de to søskende Andersen midt i el Salar de Uyuni: På vejen ud mod civilisationen igen fangede vi lige solen gå ned i den salte ørken, hvilket som enhver solnedgang altid er noget særligt. Vores tur rundt i naturen i den sydlige del af Bolivia var rigtig fed, og de mange indtryk skal stadig lige fordøjes 100 procent. Ved ankomst til slutbyen Uyuni fik vi sagt farvel til bilerne, guiderne samt resten af vores rejsekammerater, og herefter fandt vi os en natbus med direktion mod Bolivias hovedstad La Paz.

Iorana fra Rapa Nui

Wuhu, næste stop på rejsen var Påskeøerne, som på det lokale sprog hedder Rapa Nui. Ligeledes siger man på det lokale sprog "iorana" når man hilser folk - dvs. det i princippet betyder hej. Øen ligger omkring 3700 km. fra Chile's kyst og næste stop i Stillehavet, hvis man vil videre er Tahiti yderligere cirka 4000 km. ude. Herunder ser man vores første blik af øen fra flyet efter en tur på omkring fem timer i luften. Her betræder verdensstjernen for første gang øen (dog med alt for meget tøj på, da det faktisk var ganske fornuftigt varmt):

Vi blev hentet i lufthavnen og fragtet til vores hotel, der lå i byen Hanga Roa, som er den eneste by på øen. Iøvrigt bor der blot omkring 4000 indbyggere på øen, men i løbet af året modtager man i gennemsnit cirka 70.000 turister. Ved vores modtagelse fik vi hængt blomsterkøder om halsen (flettet af rigtige blomster selvfølgelig), og under vores først frokost på øen, skulle vi naturligvis have den på også.

Efter frokost begav vi os ud for at kigge på det, som øen virkelig er kendt for. På øen er der over Moai'er, som er statuer af de tidligere stammefolks forfædre. Vi fandt hurtigt nogle nedenfor hotellet ved vandet og lidt udfra byen også.

Vi begav os ud mod øens museum, som indeholdte masser af historie omkring øens og den tidligere samt nuværende beboere. Her klappede jeg en Moai på hovedet - eller jeg prøvede at få det til at ligne, at jeg klappede den på hovedet, da man egentlig ikke må røre dem. På muséet var der også en samling moderne fortolkninger af Moai'erne, som der her er en forsmag på: På vort hotel var vi så heldig at have en god beliggende solterrase, som havde rigtig god udsigt til havet, og hvorfra man kunne betragte de bjergtagende solnedgange. Efter en god første dag på øen krøb vi til køjs, for dagen efter stod på en heldagstur rundt omkring på øen. Her skulle vi se en god stak af de vigtige steder. Moai statuerne er som sagt bygget for at for de afdødes skyld. Når en vigtig person døde blev arbejdet igang med at bygge en Moai, der lignede ham. Denne blev produceret af vulkansten fra en af øens tre store vulkaner (hvilket iøvrigt var disse vulkaner, der skabte øen i sin tid). Nå statuen var færdig blev den bragt hen til en Ahu, som er en platform specielt til Moai'erne, hvor de stod således, at de kiggede ude over landsbyen, og dermed kunne beskytte den og bringe dens indbyggere held. Den afdøde var blevet begravet i en del af Ahu'en. Når Moai'en var kommet på plads på Ahu'en, satte man dens øjne i. Disse var lavet af koral samt en slags flintesten som øjeæble, og først når øjnene var sat i, mente man, at den afdødes sjæl indtog Moai'en dvs. man troede, at kraften sad specielt i øjnene. Desuden blev de vigtigste af statuerne forsynet med en rød hattelignende sten på hovedet, som egentlig forestillede deres hår. Ved Ahu'en Tongarika har man rejst femten originale Moai'er, som står rigtig flot. Under stammetiden oplevede man til sidst en voldsom overbefolkning, hvilket førte til massiv mangel på mad. Dette førte i første omgang til krig mellem de rivaliserende stammer og til sidst til reel borgerkrig mellem alt og alle. Under disse stridigheder blev ALLE Moai'erne rundt omkring på øen væltet (primært forover), og øjnene blev smadret, da det jo var her man mente deres kræfter sad i. Dette var en måde at svække fjenden på. Således er de Moai'er, der idag står op, alle blevet rejst og restaureret. Ud af alle statuerne har man kun fundet fire øjne, så alle de rejste står idag uden øjne. Men langt størstedelen af de færdige Moai'er ligger dog stadig ned: Efter at have set Tongarika gik turen mod vulkanen, hvor skulptørerne i sin tid hakkede Moai'erne ud af lavasten. Kun omkring 400 Moai'er nåede til deres endelige bestemmelsessted på Ahu'erne rundt omkring. Resten står samt ligger rundt omkring udgravningerne ved vulkanen, og er enten færdige og parat til at blive flyttet eller kun halvfærdige i klippen. Derfor står der en masse statuer hist og her i det område. Herover ser man mig, der prøver at hugge en ikke-færdig Moai ud med den slags sten, som de oprindelig brugte. Den følgende Moai er ganske speciel, da den sidder på hug og iøvrigt har en del anderledes træk ift. resten af øens 800 Moai'er. Man har ingen forklaring på hvorfor den er anderledes, men den ligner statuer, som man har fundet på New Zealand. Til venstre for statuen sidder vores guide fra den dag. Han havde kun os med, så det var dejligt ekslusivt, og han var en ægte indfødt Rapa Nui med masser af facts. Herefter fik vi frokost - grill med ris og salat: Efter frokost drog vi til en Ahu, hvor alle Moai'erne var væltet og smadret. På dette sted var der dog noget andet ganske specielt - nemlig en magnetisk sten. At den er magnetisk kan man se på kompasnålen, som slet ikke kunne finde ud af det nær stenen. Denne sten er endnu et mysterie på øen, da man ikke ved hvor den komme fra, hvorfor den er magnetisk samt hvordan stammefolkene kunne finde ud af, at den var så speciel. Sidst stop på dagen var en lækker lille lagune omkringet af palmer, med sandstrand og blåt vand. Her havde vi mulighed for at chille i solen samt snuppe en svømmetur i Stillehavets bølger. Den følgende dag, dvs. om torsdagen, havde vi en halvdagstur om eftermiddagen. Så om formiddagen gik vi lidt rundt i den lille by og endte til sidst ved vandet, hvor det naturligvis var tid til en is fra et sted, hvor de lavede det selv. På denne halvdagstur skulle vi se tre forskellige interessesteder. Først kørte vi til en Ahu, hvor dets Moai'er ganske specielt står med front mod vandet. Normalt stod Moai'erne med ryggen til vandet og kiggede mod den landsby, som de beskyttede inde på land. Hvorfor disse syv Moai'er vender mod vandet er også et mysterium, men historien fortæller, at de måske er et symbol på de syv opdagere blandt, der i tidernes morgen fandt øen, som nu kigger tilbage mod der, hvor de oprindeligt kom fra. Men intet er blevet bevist i denne sammenhæng. Under denne tur var vi i en større gruppe, men vores guide gav en god håndfuld oplysninger alligevel - herunder sidder vi som en anden skoleklasse og lytter intensivt. Næste stop var en Ahu-platform, hvor alle statuerne også var væltet. De specielle her er dog ikke Moai'erne men Ahu'en i sig selv, da byggestilen minder ganske meget Inka'ernes. Byggestenene er ganske nøje hakket ud til at passe perfekt sammen, ligesom jeg tidligere har set det på Machu Pichu i Peru. Herover står Trine foran en Moai, som er halvt begravet under jorden. Grunden til, at den ikke blev væltet under krigene var, at den endnu ikke var nået op på platformen og heller ej havde fået øjne - dermed havde den stadig ingen sjæl, og udgjorde derfor ingen trussel. Sidste stop var en anden af øens vulkaner, hvor lavastenen var rød. Dette brugte man så til at lave Moai'ernes hatte. Herfra havde man også et fornuftigt blik udover byen Hanga Roa. Om aftenen tog vi ind og så et traditionelt danseshow, hvilket var ganske underholdende. Der var både bands og et hav af danser i bastskørt og med alt udstyret. Det var åbenbart kutyme at hive et par turister op på scenen til sidst i showet og få dem til at danse med. Her endte jeg selvølgelig med at blevet hevet op. Dog af dronningen herself - intet mindre. Først stod jeg lidt nervøs ude i siden og betragtede de andre turister dumme sig. Men pludselig blev det min tur - og ja, jeg var pludselig den eneste ikke-profesionelle danser tilbage på scenen (og desuden i bar overkrop). efter showet ville dronningen dog heldigvis godt stadig kendes ved mig. Den sidste hele dag på øen havde vi ikke nogen reele planer. Vi valgte at tage op til den sidste af øens tre vulkaner (ved navn Rano Kau), hvor vi havde set de to andre de tidligere dage. Det er mange tusinde år siden vulkanen har været aktiv, og derfor er krateret forvandlet til et frodigt fugtigt område med masser af vand. Dog kan man stadig få en fornemmelse af vulkanens oprindelige form. Heroppefra hikede vi tilbage til byen, hvor det var tid til at lille hoppebillede, for at vise hvor glad vi var for øen: Og efterfølgende havde vi fortjent endnu en is. Fra vores is-spisested havde vi udsigt til øens lokale surferdudes: Da det var vores sidste aften på øen havde vi besluttet, at vi skulle have noget lækkert at spise. Derfor tog vi på en restaurant, som vi faktisk havde besøgt tidligere, og som vi vidste serverede virkelig lækker mad. Her var det tid for mig til at få en stor lækker bøf i lækker champignonsauce med forskellige skalddyr og dertil kartoffelmos af sweet potatoes. Som afslutning på dette indlæg om den dejlige Rapa Nui får den kære læser mulighed for at tjekke vores behagelige hotel ud: Om lørdagen blev vi afhentet på vores hotel og kørt til lufthavnen. Lufthavnen har iøvrigt blot en landingsbane, som dog er 4000 meter lang, og dermed den længste på chilensk territorium. Her afsluttede vores eventyr på Påskeøerne, og en fem timers flyvetur første os tilbage til hovedstaden Santiago.