onsdag den 1. juli 2009
Buenos Aires part 2 samt Mendoza
Vel tilbage i Buenos Aires fredag aften bestemte vi os for at udfordre byen by night. Vi mødtes med et par rare amerikanere fra vores hostel på en bar ved navn Gibraltar i det kvarter hvor vi boede, hvilket var overordentlig hyggeligt! Næste dag stod i shoppingens tegn, og gågaderne samt et par af storcentre i hovedstadens centrum blev udforsket og ikke mindst udnyttet - udbyttet blev ganske fornuftig for såvel Trine som for mig selv (købene tæller bl.a. en stak lokal musik, souvenirs, beklædning mv.).
Ovenstående er vi i et af byens finere store centre med en helt del mærkevarebutikker. Om aftenen begik vi os ud på Argentinas svar på Broadway; Avenida Corrientes. Her faldt valget på det klassiek stykke "Phantom of the Opera" udsat for en spansktalende opsætning:
Herunder sidder jeg og er klar til at stykket går igang. Forinden havde jeg forklaret ikke-spansktalende-Trine om, hvad stykket ifølge dens guide kom til at handle om.
Iøvrigt kan man måske se, at vi sad et godt stykke oppe. Dette gjorde dog ikke så meget, da man stadig havde et fornuftig udsyn og overblik. Efter det lettere uhyggelige stykke blev jeg nødt til lige at blive gode venner med fantasmets maske:
Efter stykket mødtes vi med den kære Kristina, og planen var, at vi skulle have en lille en ifm., at det trods alt var lørdag aften. Det viste sig dog at blive en smule mere besværlig end sædvanligt - det forholdt sig således, at der i Argentina var valg om søndagen, og i den forbindelse har man en lov om, at det er forbudt at sælge spiritus i de 24 timer omkring valget. Dvs. at fra klokken otte lørdag aften og til klokken otte søndag aften var det ikke tilladt at sælge alkohol nogen som helst steder! Så i vores jagt stødte vi på masser af fuldstændig forladte beværtninger, men til sidst lykkedes det os at opgrave et sted, hvor de ikke gik så meget op i den føromtalte regel. Da vi trådte ind af døren til denne bar, hvor man iøvrigt kunne se, at de kun drak sodavand o.l. fik vi hvisket at "si quieren tomar, es arriba", hvilket direkte oversat betyder at "hvis I ønsker noget at drikke (aka. alkohol), så er det ovenpå". Så op ad trappen til første sal med os, og her fandt vi så endelig, hvad vi søgte. Søndag var vores sidste dag i Buenos Aires, og her drog vi ned på et stort gademarked langs Calle Defensa, igen i bydelen San Telmo, hvor vi boede.
Her på markedet fik vi shoppet lidt flere souvenirs og andre sjove småting. Jeg faldt over nogle rigtig fede fotos hos en kunstner, som solgte ud fra sit gamle folkevognsrugbrød (som iøvrigt var den første grund til at jeg gik over og tjekkede hans stand ud).
Jeg fik købt et ganske fornuftig billede, og efter at have konverseret en smule med kunstneren, hvor han fandt ud af, at vi var fra Danmark, så gav han mig et gratis foto med i købet, da det havde en lille ridse. Fotoet var nemlig inspireret af en svensk film - og vi er jo trods alt skandinaviske naboer. Under vores gåen rundt på markedet og i området deromkring lykkedes det os at lokalisere den danske kirke, som jeg havde lovet min studiekammeratinde Katrine at snuppe et billede foran, hvis jeg fik muligheden.
Således hermed gjort. De sidste dage i den fantastiske argentinske hovedstad Buenos Aires fik vi altså brugt på at slappe af med lidt indkøb og lidt kulturelle indslag i form af en musical. Søndag aften tog vi en natbus fra Buenos Aires mod Mendoza ikke langt fra den chilenske grænse. Her ankom vi om morgenen, og drog hen og indlogerede os på vores hostel der.
Efter et velfortjent bad var det på tide, at drage ud i den kønne by og finde en omgang frokost. Vi trissede lidt rundt i byen og spottede en kloning mellem en bus og en sporvogn:
En restaurant fandt vi dog også, og hermed var det på tide at spise frokost i den fri for første gang i Sydamerika for Trine's vedkommende.
Efter frokosten fortsatte vi med at udforske byen, og endte ude i en stor park i byens udkant. Hele byen var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1861, og blev efterfølgende planlagt med store brede avenuer og en stak centrale pladser i tilfælde af, at man skulle opleve endnu et jordskælv af den størrelse. I 1890'erne blev den store park anlagt af en fransk arkitekt, og således er alt i parken nøje gennemtænkt, og man har beholdt det oprindelige udseende. Herunder et par billeder fra en solrig dag i parken:
Den følgende dag, hvilket vil sige om tirsdagen den 30. juni, havde vi dagen forinden bestilt en tur til en omgang termalske bade lidt udenfor byen på vej op i bjergene. Her skulle vi bare slappe af i det lækre vand og med en stor lækker frokost samt en omgang massage (dog kun Trine). Badene var placeret såvel i det fri som under tag, og udenfor var vi heldige at have lidt sol, hvilket dog ikke ændrede på det faktum, at vandet var varmere end luften.
Lækkert var det dog alligevel - samt utrolig afslappende. Man kunne også give sig i kast med en omgang mudderbad, hvilket selvfølgelig skulle prøves:
Der skal naturligvis lidt energi til kroppen, når man slapper så meget af, så et kæmpestort og rigtig velsmagende tag-selv-bord ventede os til frokost. Her kunne man få alverdens form for salater, grøntsager, kød, brød mv.
Også et stort dessertbord var at finde. Og det er vi jo mange, der påskønner (bemærk forresten morgenkåberne).
Efter en dejlig afslappende dag i de varme bade endte vi tilbage i Mendoza, hvor vi afsluttede Argentina med et besøg på en konditor, hvor vi fortærede et lækkert stykke lagkage. Næste dag drog vi nemlig med bussen om morgenen mod Chile. Her skulle vi krydse grænsen via et pas over Andesbjergene - her startede vi med almindeligt bjerglandskab:
Og vi endte med at krydse forbi et par skisportsteder med masser af sne også:
Med et par timers forsinkelse ankom vi til La Serena, hvor min sidste uge i universitetsbyen ventede!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar