Efter at være velankommet tilbage på fastlandet efter vores tur til Påskeøerne brugte vi en ekstra dag i Santiago, da jeg var kommet til at købe busbilletter til dagen efter og ikke selve dagen, hvilket ellers var meningen (og da mange chilenere lige havde fået ferie, var alle andre busafgange udsolgt). Søndag aften den 12. juli kom vi dog afsted mod San Pedro de Atacama i den nordlige del af Chile. Herfra var planen, at vi drog på en tre-dages tur ind i Bolivia til saltørkenen Salar de Uyuni samt den imponerende natur i området deromkring. Om tirsdagen fik vi købt os en sådan tur - glade mig med en plan over turen:
Idéen herefter var så, at i drog afsted dagen efter, men desværre var grænsepasset sneet til og dermed lukket, hvilket gjorde, at vi ikke kom afsted den dag. Derfor fik vi tilbudt enten at prøve samme grænsepas næste dag, eller at drage til et pas omkring 4 timers kørsel nordpå og starte turen lettere omvendt derfra - det sidste tog vi imod. Således blev vi hentet klokken fire torsdag morgen og efter en rask køretur i minibus stod vi endelig i Bolivia:
Her ventede vores to jeeps på os i ingenmandslandet mellem Chile og Bolivia:
Nu startede vores tur for alvor. Den første dag skulle vi se fire forskellige laguner på højsletten, en vulkan samt en sjov stenformation lignende et træ. Vi fræsede i de to Toyota Land Cruiser'ere ud "in the middle of nowhere". Vi var en gruppe på 12 personer i alt fordelt med 6 personer i hver bil plus en chauffør. Her et glimt af den anden bil (dvs. ikke vores) ude på højsletten:
Første stop var med udsigt til vulkanen Ollague, hvor Trine her poserer foran den på en række sjove stenformationer skabt af vind og vejr.
De fire laguner, vi så, hed henholdsvis Cañapa, Hedionda, Charcota og Honda, og i den ene havde en flok flamingoer fundet sig til rette.
Denne lagune bestod af en række vulkanske gasser, hvilket gjorde at det var forbudt at tænde enhver form for ild i dens nærhed - det udtrykkes ganske præcis med dette skilt:
Sidste stop på første dagen var "el Arbol de Piedra", hvilket betyder stentræet, da det fra op til flere vinkler ligner et træ. Igen er stenen blev formet gennem tiderne i vind og vejr.
Om aftenen blev vi indlogeret på et ganske basalt hostel i midten af ingenting, hvor vi dog blev serveret en ganske fornuftig aftenmad. Faktisk var maden på turen overordnet rigtig god - vi fik bl.a. pandekager den ene morgen! Dag to på Bolivias højslette startede med et blik på Laguna Colorada. Vandet i denne lagune er farvet rødt. Grunden hertil er, at der er masser af mikrobiologisk liv deri, hvilket vistnok primært vil sige alger. Når der er vind, sættes der bevægelse i vandet, hvilket gør, at den røde farve skabt af algerne kommer frem.
Det er iøvrigt disse alger, som de mange flamingoer lever af, såvel i denne lagune som i de andre i området. Vi fortsatte længere ud i det blå og ikke mindst længere op i højden også. Vi nåede vores højeste punkt på turen, hvilket var 4.870 meter over vandets overflade (igen kan det lige pointeres, at det højeste punkt i Danmark er Yding Skovhøj med sine omkring 173 meter over havoverfladen).
Heroppe så vi et geyserområde skabt af vulkansk aktivitet i nærheden. Det bør nævnes, at der på grund af den megen svovl i den vulkanske aktivitet lugtede ganske overvejende af prut i geysernes nærhed.
Vi fortsatte turen rundt i ørkenen til endnu en lagune - denne gang la Laguna Verde (= den grønne lagune). Her er vandet også farvet af mikroorganismer, som denne gang gør vandet grønt.
I baggrunden af hoppende mig ser man forresten endnu en vulkan. Denne var dog ikke længere aktiv, hvilket var tilfældet med vulkanen Ollague, vi så den første dag. På vores vej rundt betragtede vi naturligvis også det skønne landskab:
Herefter drog vi op til vores sidste hostel på turen for at tilbringe anden nat. Hver dag skulle bilerne selvfølgelig pakkes, hvilket vores chauffører stod for - alt bagagen røg op på taget og blev pakket ind i pressening, og således havde vi mest muligt plads indeni firhjulstrækkerne til os selv.
Bilerne var heldigvis udstyret med nogle store fjedre til at klare det bjergede landskab.
Visse steder, hvor det ikke blot var turister i firhjulstrækkere, der skulle passere, blev vejene dog jævnet ud af, hvad man vel kan kalde for grusvejens svar på asfaltmaskinen:
Vores seksmandsgruppe var forresten endt i den ældre model af bilerne. Dette gjorde os dog ikke det store, da den generelt var meget mere pålidelig. Således skulle den nyere bil hver gang trækkes eller skubbes igang af vores bil (og sidste dag punkterede den sågarogså på det ene dæk) - herunder et eksempel på, at vi lige giver den et hjælpende skub til at komme igang med:
Sidste dag drog vi afsted til, hvad der efter min mening var turen højdepunkt, nemlig saltørkenen el Salar de Uyuni. Denne saltørken er over 12.000 km2 stor, beliggende i omkring 3.600 meters højde over havet og på det dybeste punkt stikker saltet 120 meter ned. Saltørkenen blev skabt, da en kæmpe saltsø for mange tusinde år siden fordampede og efterlod alt sit saltindhold. Dette har skabt et imponerende landskab. Først står jeg her under porten, som skulle angive en indgang til saltørkenen, men som dog reelt egentlig bare står midt i det hele lige i starten i den side, hvorfra vi kom ind.
Vi kørte ud i midten af el Salar de Uyuni til Fishermans Island, som er en bette "ø" i ørkenen, hvor vegetationen består af over 6.000 kaktusser - nogen over 1.000 år gamle. Disse planter overlever i det yderst barske og saltholdige miljø midt i saltørkenen (og så kan de stikke noget så forfærdeligt!):
Sidste foto herover viser seksmandsgruppen fra vores jeep: En irer, en tysker, to danskere samt to hollændere. Efter en gåtur rundt på den lille "ø", og en fyldende frokost gik vi igang med at lege med kameraerne og mulighederne, der bød sig i det hvide landskab - her er lidt af, hvad der kom ud af det - først el Salar de Uyuni i sig selv:
Trine poseerende på saltet foran solen:
Glade mig der hopper så højt, jeg overhovedet kan:
Så har jeg Trine i min hule hånd:
Hvem får Twix'en:
Filosoferende Lasse:
Denne gang har jeg sprællende Trine som fanget mellem mine to fingre:
Ham den høje, der blokerer for solen:
Trine tager en chiller på Snickers'en:
Og så hopper hun også:
Til sidst de to søskende Andersen midt i el Salar de Uyuni:
På vejen ud mod civilisationen igen fangede vi lige solen gå ned i den salte ørken, hvilket som enhver solnedgang altid er noget særligt.
Vores tur rundt i naturen i den sydlige del af Bolivia var rigtig fed, og de mange indtryk skal stadig lige fordøjes 100 procent. Ved ankomst til slutbyen Uyuni fik vi sagt farvel til bilerne, guiderne samt resten af vores rejsekammerater, og herefter fandt vi os en natbus med direktion mod Bolivias hovedstad La Paz.
Idéen herefter var så, at i drog afsted dagen efter, men desværre var grænsepasset sneet til og dermed lukket, hvilket gjorde, at vi ikke kom afsted den dag. Derfor fik vi tilbudt enten at prøve samme grænsepas næste dag, eller at drage til et pas omkring 4 timers kørsel nordpå og starte turen lettere omvendt derfra - det sidste tog vi imod. Således blev vi hentet klokken fire torsdag morgen og efter en rask køretur i minibus stod vi endelig i Bolivia:
Her ventede vores to jeeps på os i ingenmandslandet mellem Chile og Bolivia:
Nu startede vores tur for alvor. Den første dag skulle vi se fire forskellige laguner på højsletten, en vulkan samt en sjov stenformation lignende et træ. Vi fræsede i de to Toyota Land Cruiser'ere ud "in the middle of nowhere". Vi var en gruppe på 12 personer i alt fordelt med 6 personer i hver bil plus en chauffør. Her et glimt af den anden bil (dvs. ikke vores) ude på højsletten:
Første stop var med udsigt til vulkanen Ollague, hvor Trine her poserer foran den på en række sjove stenformationer skabt af vind og vejr.
De fire laguner, vi så, hed henholdsvis Cañapa, Hedionda, Charcota og Honda, og i den ene havde en flok flamingoer fundet sig til rette.
Denne lagune bestod af en række vulkanske gasser, hvilket gjorde at det var forbudt at tænde enhver form for ild i dens nærhed - det udtrykkes ganske præcis med dette skilt:
Sidste stop på første dagen var "el Arbol de Piedra", hvilket betyder stentræet, da det fra op til flere vinkler ligner et træ. Igen er stenen blev formet gennem tiderne i vind og vejr.
Om aftenen blev vi indlogeret på et ganske basalt hostel i midten af ingenting, hvor vi dog blev serveret en ganske fornuftig aftenmad. Faktisk var maden på turen overordnet rigtig god - vi fik bl.a. pandekager den ene morgen! Dag to på Bolivias højslette startede med et blik på Laguna Colorada. Vandet i denne lagune er farvet rødt. Grunden hertil er, at der er masser af mikrobiologisk liv deri, hvilket vistnok primært vil sige alger. Når der er vind, sættes der bevægelse i vandet, hvilket gør, at den røde farve skabt af algerne kommer frem.
Det er iøvrigt disse alger, som de mange flamingoer lever af, såvel i denne lagune som i de andre i området. Vi fortsatte længere ud i det blå og ikke mindst længere op i højden også. Vi nåede vores højeste punkt på turen, hvilket var 4.870 meter over vandets overflade (igen kan det lige pointeres, at det højeste punkt i Danmark er Yding Skovhøj med sine omkring 173 meter over havoverfladen).
Heroppe så vi et geyserområde skabt af vulkansk aktivitet i nærheden. Det bør nævnes, at der på grund af den megen svovl i den vulkanske aktivitet lugtede ganske overvejende af prut i geysernes nærhed.
Vi fortsatte turen rundt i ørkenen til endnu en lagune - denne gang la Laguna Verde (= den grønne lagune). Her er vandet også farvet af mikroorganismer, som denne gang gør vandet grønt.
I baggrunden af hoppende mig ser man forresten endnu en vulkan. Denne var dog ikke længere aktiv, hvilket var tilfældet med vulkanen Ollague, vi så den første dag. På vores vej rundt betragtede vi naturligvis også det skønne landskab:
Herefter drog vi op til vores sidste hostel på turen for at tilbringe anden nat. Hver dag skulle bilerne selvfølgelig pakkes, hvilket vores chauffører stod for - alt bagagen røg op på taget og blev pakket ind i pressening, og således havde vi mest muligt plads indeni firhjulstrækkerne til os selv.
Bilerne var heldigvis udstyret med nogle store fjedre til at klare det bjergede landskab.
Visse steder, hvor det ikke blot var turister i firhjulstrækkere, der skulle passere, blev vejene dog jævnet ud af, hvad man vel kan kalde for grusvejens svar på asfaltmaskinen:
Vores seksmandsgruppe var forresten endt i den ældre model af bilerne. Dette gjorde os dog ikke det store, da den generelt var meget mere pålidelig. Således skulle den nyere bil hver gang trækkes eller skubbes igang af vores bil (og sidste dag punkterede den sågarogså på det ene dæk) - herunder et eksempel på, at vi lige giver den et hjælpende skub til at komme igang med:
Sidste dag drog vi afsted til, hvad der efter min mening var turen højdepunkt, nemlig saltørkenen el Salar de Uyuni. Denne saltørken er over 12.000 km2 stor, beliggende i omkring 3.600 meters højde over havet og på det dybeste punkt stikker saltet 120 meter ned. Saltørkenen blev skabt, da en kæmpe saltsø for mange tusinde år siden fordampede og efterlod alt sit saltindhold. Dette har skabt et imponerende landskab. Først står jeg her under porten, som skulle angive en indgang til saltørkenen, men som dog reelt egentlig bare står midt i det hele lige i starten i den side, hvorfra vi kom ind.
Vi kørte ud i midten af el Salar de Uyuni til Fishermans Island, som er en bette "ø" i ørkenen, hvor vegetationen består af over 6.000 kaktusser - nogen over 1.000 år gamle. Disse planter overlever i det yderst barske og saltholdige miljø midt i saltørkenen (og så kan de stikke noget så forfærdeligt!):
Sidste foto herover viser seksmandsgruppen fra vores jeep: En irer, en tysker, to danskere samt to hollændere. Efter en gåtur rundt på den lille "ø", og en fyldende frokost gik vi igang med at lege med kameraerne og mulighederne, der bød sig i det hvide landskab - her er lidt af, hvad der kom ud af det - først el Salar de Uyuni i sig selv:
Trine poseerende på saltet foran solen:
Glade mig der hopper så højt, jeg overhovedet kan:
Så har jeg Trine i min hule hånd:
Hvem får Twix'en:
Filosoferende Lasse:
Denne gang har jeg sprællende Trine som fanget mellem mine to fingre:
Ham den høje, der blokerer for solen:
Trine tager en chiller på Snickers'en:
Og så hopper hun også:
Til sidst de to søskende Andersen midt i el Salar de Uyuni:
På vejen ud mod civilisationen igen fangede vi lige solen gå ned i den salte ørken, hvilket som enhver solnedgang altid er noget særligt.
Vores tur rundt i naturen i den sydlige del af Bolivia var rigtig fed, og de mange indtryk skal stadig lige fordøjes 100 procent. Ved ankomst til slutbyen Uyuni fik vi sagt farvel til bilerne, guiderne samt resten af vores rejsekammerater, og herefter fandt vi os en natbus med direktion mod Bolivias hovedstad La Paz.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar