onsdag den 1. juli 2009

Uruguay tur-retur

Torsdag morgen lagde vi Buenos Aires bag os for et par dages tid for at drage til Uruguay - nærmere bestemt den lille by Colonia de Sacramento lige på den anden side af Rio de la Plata (= Sølvfloden) overfor Buenos Aires. Vi forlod Argentina med en hurtig katamaranfærge fra selskabet Buquebus, som tilbagelagde distancen på blot en time. Dermed forsvandt millonbyen Buenos Aires hurtig i baggrunden bag os. Den lille by Colonia med blot lidt over 20.000 indbyggere var rigtig hyggelig, og bygningerne var vedligeholdt i den originale stil fra kolonitiden. Vi brugte den første del af dagen på at gå lidt rundt og tjekke de hyggelige små gader ud. Ved frokosttid fandt vi frem til en hyggelig lille restaurant, hvor der selvfølgelig var plads til en lille dessert efter måltidet. Med fyldte maver kunne vi drage på eventyr om eftermiddagen. Vi valgte at leje en gokart-lignende minivogn til at drøne rundt i. Den havde desværre ikke noget speedometer, så den præcise fart, vi skød, ved jeg ikke, men det var ihvertfald pænt hurtigt. Her først mig i vores vogn: Og så kom Trine bag rattet for en stund, mens solen gik ned i baggrunden: Det kunne dog godt være farligt med hende bag rattet (hehe): Undervejs stoppede vi ved en tidligere tyrefægterarena, hvor jeg agerede en vaskeægte tyrefægter: Da mørket begyndte at falde på, hoppede vi på en bus, som efter en to timers køretur førte os østpå til Uruguays hovedstad Montevideo. Ligesom især Colonia havde været en stor kontrast til kæmpebyen Buenos Aires, så var Montevideo også en kontrast, selvom det dog er en by med lidt over en millon indbyggere. På busstationen løb vi ind i en rigtig rar turistinformationsmedarbejder, som hjalp os med at finde et hostel for natten, samt foreslog os en byrundtur til dagen efter, hvilket vi hoppede på. Under vores tur rundt i Montevideo om fredagen så vi alle de obligatoriske steder, bygninger, monumenter med videre. Ved rundturens slutning var det blevet tid til frokost, og ligesom Argentina er gode til det med grillet kød (og kød i det hele taget), så er Uruguay mindst ligeså god. Vi drog på et overdækket form for marked, hvor det hele består af restauranter med hver deres grill. Man sidder så langs baren rundt om grillen, som er placeret i midten - på den måde kan man følge med i alting. Trine og jeg har efterhånden næsten konkluderet, at enhver restaurant med respekt for sig selv bør have en tjener af ældre dato, hvilket vil sige en hyggelig gammel mand, som render rundt og betjener det antal gæster samt laver det, han lige kan overskue. En sådan en havde denne restaurant naturligvis også (her igang med at skære jamón): Resten af dagen brugte vi på at gå stille og roligt rundt i centrum af byen, og ellers bare slappe af med vindues- samt butikskigning og den slags. Inden vi skulle med færgen tilbage til Argentina og Buenos Aires, kunne vi dog lige nå en lille irish coffee og dertilhørende croissant på en lokal bar. Endnu engang havde vi en hurtigfærge, som tog os retur på blot tre timer (en almindelig færge tager seks timer). Vi drog til vores hostel i Buenos Aires, og var således atter tilbage i den spændende millonby i Argentina.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar