Vi begav os ud mod øens museum, som indeholdte masser af historie omkring øens og den tidligere samt nuværende beboere. Her klappede jeg en Moai på hovedet - eller jeg prøvede at få det til at ligne, at jeg klappede den på hovedet, da man egentlig ikke må røre dem.
På muséet var der også en samling moderne fortolkninger af Moai'erne, som der her er en forsmag på:
På vort hotel var vi så heldig at have en god beliggende solterrase, som havde rigtig god udsigt til havet, og hvorfra man kunne betragte de bjergtagende solnedgange.
Efter en god første dag på øen krøb vi til køjs, for dagen efter stod på en heldagstur rundt omkring på øen. Her skulle vi se en god stak af de vigtige steder. Moai statuerne er som sagt bygget for at for de afdødes skyld. Når en vigtig person døde blev arbejdet igang med at bygge en Moai, der lignede ham. Denne blev produceret af vulkansten fra en af øens tre store vulkaner (hvilket iøvrigt var disse vulkaner, der skabte øen i sin tid). Nå statuen var færdig blev den bragt hen til en Ahu, som er en platform specielt til Moai'erne, hvor de stod således, at de kiggede ude over landsbyen, og dermed kunne beskytte den og bringe dens indbyggere held. Den afdøde var blevet begravet i en del af Ahu'en. Når Moai'en var kommet på plads på Ahu'en, satte man dens øjne i. Disse var lavet af koral samt en slags flintesten som øjeæble, og først når øjnene var sat i, mente man, at den afdødes sjæl indtog Moai'en dvs. man troede, at kraften sad specielt i øjnene. Desuden blev de vigtigste af statuerne forsynet med en rød hattelignende sten på hovedet, som egentlig forestillede deres hår. Ved Ahu'en Tongarika har man rejst femten originale Moai'er, som står rigtig flot.
Under stammetiden oplevede man til sidst en voldsom overbefolkning, hvilket førte til massiv mangel på mad. Dette førte i første omgang til krig mellem de rivaliserende stammer og til sidst til reel borgerkrig mellem alt og alle. Under disse stridigheder blev ALLE Moai'erne rundt omkring på øen væltet (primært forover), og øjnene blev smadret, da det jo var her man mente deres kræfter sad i. Dette var en måde at svække fjenden på. Således er de Moai'er, der idag står op, alle blevet rejst og restaureret. Ud af alle statuerne har man kun fundet fire øjne, så alle de rejste står idag uden øjne. Men langt størstedelen af de færdige Moai'er ligger dog stadig ned:
Efter at have set Tongarika gik turen mod vulkanen, hvor skulptørerne i sin tid hakkede Moai'erne ud af lavasten. Kun omkring 400 Moai'er nåede til deres endelige bestemmelsessted på Ahu'erne rundt omkring. Resten står samt ligger rundt omkring udgravningerne ved vulkanen, og er enten færdige og parat til at blive flyttet eller kun halvfærdige i klippen. Derfor står der en masse statuer hist og her i det område.
Herover ser man mig, der prøver at hugge en ikke-færdig Moai ud med den slags sten, som de oprindelig brugte. Den følgende Moai er ganske speciel, da den sidder på hug og iøvrigt har en del anderledes træk ift. resten af øens 800 Moai'er. Man har ingen forklaring på hvorfor den er anderledes, men den ligner statuer, som man har fundet på New Zealand.
Til venstre for statuen sidder vores guide fra den dag. Han havde kun os med, så det var dejligt ekslusivt, og han var en ægte indfødt Rapa Nui med masser af facts. Herefter fik vi frokost - grill med ris og salat:
Efter frokost drog vi til en Ahu, hvor alle Moai'erne var væltet og smadret. På dette sted var der dog noget andet ganske specielt - nemlig en magnetisk sten.
At den er magnetisk kan man se på kompasnålen, som slet ikke kunne finde ud af det nær stenen. Denne sten er endnu et mysterie på øen, da man ikke ved hvor den komme fra, hvorfor den er magnetisk samt hvordan stammefolkene kunne finde ud af, at den var så speciel. Sidst stop på dagen var en lækker lille lagune omkringet af palmer, med sandstrand og blåt vand. Her havde vi mulighed for at chille i solen samt snuppe en svømmetur i Stillehavets bølger.
Den følgende dag, dvs. om torsdagen, havde vi en halvdagstur om eftermiddagen. Så om formiddagen gik vi lidt rundt i den lille by og endte til sidst ved vandet, hvor det naturligvis var tid til en is fra et sted, hvor de lavede det selv.
På denne halvdagstur skulle vi se tre forskellige interessesteder. Først kørte vi til en Ahu, hvor dets Moai'er ganske specielt står med front mod vandet. Normalt stod Moai'erne med ryggen til vandet og kiggede mod den landsby, som de beskyttede inde på land. Hvorfor disse syv Moai'er vender mod vandet er også et mysterium, men historien fortæller, at de måske er et symbol på de syv opdagere blandt, der i tidernes morgen fandt øen, som nu kigger tilbage mod der, hvor de oprindeligt kom fra. Men intet er blevet bevist i denne sammenhæng.
Under denne tur var vi i en større gruppe, men vores guide gav en god håndfuld oplysninger alligevel - herunder sidder vi som en anden skoleklasse og lytter intensivt.
Næste stop var en Ahu-platform, hvor alle statuerne også var væltet. De specielle her er dog ikke Moai'erne men Ahu'en i sig selv, da byggestilen minder ganske meget Inka'ernes. Byggestenene er ganske nøje hakket ud til at passe perfekt sammen, ligesom jeg tidligere har set det på Machu Pichu i Peru.
Herover står Trine foran en Moai, som er halvt begravet under jorden. Grunden til, at den ikke blev væltet under krigene var, at den endnu ikke var nået op på platformen og heller ej havde fået øjne - dermed havde den stadig ingen sjæl, og udgjorde derfor ingen trussel. Sidste stop var en anden af øens vulkaner, hvor lavastenen var rød. Dette brugte man så til at lave Moai'ernes hatte. Herfra havde man også et fornuftigt blik udover byen Hanga Roa.
Om aftenen tog vi ind og så et traditionelt danseshow, hvilket var ganske underholdende. Der var både bands og et hav af danser i bastskørt og med alt udstyret.
Det var åbenbart kutyme at hive et par turister op på scenen til sidst i showet og få dem til at danse med. Her endte jeg selvølgelig med at blevet hevet op. Dog af dronningen herself - intet mindre. Først stod jeg lidt nervøs ude i siden og betragtede de andre turister dumme sig.
Men pludselig blev det min tur - og ja, jeg var pludselig den eneste ikke-profesionelle danser tilbage på scenen (og desuden i bar overkrop).
efter showet ville dronningen dog heldigvis godt stadig kendes ved mig.
Den sidste hele dag på øen havde vi ikke nogen reele planer. Vi valgte at tage op til den sidste af øens tre vulkaner (ved navn Rano Kau), hvor vi havde set de to andre de tidligere dage. Det er mange tusinde år siden vulkanen har været aktiv, og derfor er krateret forvandlet til et frodigt fugtigt område med masser af vand. Dog kan man stadig få en fornemmelse af vulkanens oprindelige form.
Heroppefra hikede vi tilbage til byen, hvor det var tid til at lille hoppebillede, for at vise hvor glad vi var for øen:
Og efterfølgende havde vi fortjent endnu en is.
Fra vores is-spisested havde vi udsigt til øens lokale surferdudes:
Da det var vores sidste aften på øen havde vi besluttet, at vi skulle have noget lækkert at spise. Derfor tog vi på en restaurant, som vi faktisk havde besøgt tidligere, og som vi vidste serverede virkelig lækker mad. Her var det tid for mig til at få en stor lækker bøf i lækker champignonsauce med forskellige skalddyr og dertil kartoffelmos af sweet potatoes.
Som afslutning på dette indlæg om den dejlige Rapa Nui får den kære læser mulighed for at tjekke vores behagelige hotel ud:
Om lørdagen blev vi afhentet på vores hotel og kørt til lufthavnen. Lufthavnen har iøvrigt blot en landingsbane, som dog er 4000 meter lang, og dermed den længste på chilensk territorium. Her afsluttede vores eventyr på Påskeøerne, og en fem timers flyvetur første os tilbage til hovedstaden Santiago.
Her betræder verdensstjernen for første gang øen (dog med alt for meget tøj på, da det faktisk var ganske fornuftigt varmt):
Vi blev hentet i lufthavnen og fragtet til vores hotel, der lå i byen Hanga Roa, som er den eneste by på øen. Iøvrigt bor der blot omkring 4000 indbyggere på øen, men i løbet af året modtager man i gennemsnit cirka 70.000 turister. Ved vores modtagelse fik vi hængt blomsterkøder om halsen (flettet af rigtige blomster selvfølgelig), og under vores først frokost på øen, skulle vi naturligvis have den på også.
Efter frokost begav vi os ud for at kigge på det, som øen virkelig er kendt for. På øen er der over Moai'er, som er statuer af de tidligere stammefolks forfædre. Vi fandt hurtigt nogle nedenfor hotellet ved vandet og lidt udfra byen også.
Vi begav os ud mod øens museum, som indeholdte masser af historie omkring øens og den tidligere samt nuværende beboere. Her klappede jeg en Moai på hovedet - eller jeg prøvede at få det til at ligne, at jeg klappede den på hovedet, da man egentlig ikke må røre dem.
På muséet var der også en samling moderne fortolkninger af Moai'erne, som der her er en forsmag på:
På vort hotel var vi så heldig at have en god beliggende solterrase, som havde rigtig god udsigt til havet, og hvorfra man kunne betragte de bjergtagende solnedgange.
Efter en god første dag på øen krøb vi til køjs, for dagen efter stod på en heldagstur rundt omkring på øen. Her skulle vi se en god stak af de vigtige steder. Moai statuerne er som sagt bygget for at for de afdødes skyld. Når en vigtig person døde blev arbejdet igang med at bygge en Moai, der lignede ham. Denne blev produceret af vulkansten fra en af øens tre store vulkaner (hvilket iøvrigt var disse vulkaner, der skabte øen i sin tid). Nå statuen var færdig blev den bragt hen til en Ahu, som er en platform specielt til Moai'erne, hvor de stod således, at de kiggede ude over landsbyen, og dermed kunne beskytte den og bringe dens indbyggere held. Den afdøde var blevet begravet i en del af Ahu'en. Når Moai'en var kommet på plads på Ahu'en, satte man dens øjne i. Disse var lavet af koral samt en slags flintesten som øjeæble, og først når øjnene var sat i, mente man, at den afdødes sjæl indtog Moai'en dvs. man troede, at kraften sad specielt i øjnene. Desuden blev de vigtigste af statuerne forsynet med en rød hattelignende sten på hovedet, som egentlig forestillede deres hår. Ved Ahu'en Tongarika har man rejst femten originale Moai'er, som står rigtig flot.
Under stammetiden oplevede man til sidst en voldsom overbefolkning, hvilket førte til massiv mangel på mad. Dette førte i første omgang til krig mellem de rivaliserende stammer og til sidst til reel borgerkrig mellem alt og alle. Under disse stridigheder blev ALLE Moai'erne rundt omkring på øen væltet (primært forover), og øjnene blev smadret, da det jo var her man mente deres kræfter sad i. Dette var en måde at svække fjenden på. Således er de Moai'er, der idag står op, alle blevet rejst og restaureret. Ud af alle statuerne har man kun fundet fire øjne, så alle de rejste står idag uden øjne. Men langt størstedelen af de færdige Moai'er ligger dog stadig ned:
Efter at have set Tongarika gik turen mod vulkanen, hvor skulptørerne i sin tid hakkede Moai'erne ud af lavasten. Kun omkring 400 Moai'er nåede til deres endelige bestemmelsessted på Ahu'erne rundt omkring. Resten står samt ligger rundt omkring udgravningerne ved vulkanen, og er enten færdige og parat til at blive flyttet eller kun halvfærdige i klippen. Derfor står der en masse statuer hist og her i det område.
Herover ser man mig, der prøver at hugge en ikke-færdig Moai ud med den slags sten, som de oprindelig brugte. Den følgende Moai er ganske speciel, da den sidder på hug og iøvrigt har en del anderledes træk ift. resten af øens 800 Moai'er. Man har ingen forklaring på hvorfor den er anderledes, men den ligner statuer, som man har fundet på New Zealand.
Til venstre for statuen sidder vores guide fra den dag. Han havde kun os med, så det var dejligt ekslusivt, og han var en ægte indfødt Rapa Nui med masser af facts. Herefter fik vi frokost - grill med ris og salat:
Efter frokost drog vi til en Ahu, hvor alle Moai'erne var væltet og smadret. På dette sted var der dog noget andet ganske specielt - nemlig en magnetisk sten.
At den er magnetisk kan man se på kompasnålen, som slet ikke kunne finde ud af det nær stenen. Denne sten er endnu et mysterie på øen, da man ikke ved hvor den komme fra, hvorfor den er magnetisk samt hvordan stammefolkene kunne finde ud af, at den var så speciel. Sidst stop på dagen var en lækker lille lagune omkringet af palmer, med sandstrand og blåt vand. Her havde vi mulighed for at chille i solen samt snuppe en svømmetur i Stillehavets bølger.
Den følgende dag, dvs. om torsdagen, havde vi en halvdagstur om eftermiddagen. Så om formiddagen gik vi lidt rundt i den lille by og endte til sidst ved vandet, hvor det naturligvis var tid til en is fra et sted, hvor de lavede det selv.
På denne halvdagstur skulle vi se tre forskellige interessesteder. Først kørte vi til en Ahu, hvor dets Moai'er ganske specielt står med front mod vandet. Normalt stod Moai'erne med ryggen til vandet og kiggede mod den landsby, som de beskyttede inde på land. Hvorfor disse syv Moai'er vender mod vandet er også et mysterium, men historien fortæller, at de måske er et symbol på de syv opdagere blandt, der i tidernes morgen fandt øen, som nu kigger tilbage mod der, hvor de oprindeligt kom fra. Men intet er blevet bevist i denne sammenhæng.
Under denne tur var vi i en større gruppe, men vores guide gav en god håndfuld oplysninger alligevel - herunder sidder vi som en anden skoleklasse og lytter intensivt.
Næste stop var en Ahu-platform, hvor alle statuerne også var væltet. De specielle her er dog ikke Moai'erne men Ahu'en i sig selv, da byggestilen minder ganske meget Inka'ernes. Byggestenene er ganske nøje hakket ud til at passe perfekt sammen, ligesom jeg tidligere har set det på Machu Pichu i Peru.
Herover står Trine foran en Moai, som er halvt begravet under jorden. Grunden til, at den ikke blev væltet under krigene var, at den endnu ikke var nået op på platformen og heller ej havde fået øjne - dermed havde den stadig ingen sjæl, og udgjorde derfor ingen trussel. Sidste stop var en anden af øens vulkaner, hvor lavastenen var rød. Dette brugte man så til at lave Moai'ernes hatte. Herfra havde man også et fornuftigt blik udover byen Hanga Roa.
Om aftenen tog vi ind og så et traditionelt danseshow, hvilket var ganske underholdende. Der var både bands og et hav af danser i bastskørt og med alt udstyret.
Det var åbenbart kutyme at hive et par turister op på scenen til sidst i showet og få dem til at danse med. Her endte jeg selvølgelig med at blevet hevet op. Dog af dronningen herself - intet mindre. Først stod jeg lidt nervøs ude i siden og betragtede de andre turister dumme sig.
Men pludselig blev det min tur - og ja, jeg var pludselig den eneste ikke-profesionelle danser tilbage på scenen (og desuden i bar overkrop).
efter showet ville dronningen dog heldigvis godt stadig kendes ved mig.
Den sidste hele dag på øen havde vi ikke nogen reele planer. Vi valgte at tage op til den sidste af øens tre vulkaner (ved navn Rano Kau), hvor vi havde set de to andre de tidligere dage. Det er mange tusinde år siden vulkanen har været aktiv, og derfor er krateret forvandlet til et frodigt fugtigt område med masser af vand. Dog kan man stadig få en fornemmelse af vulkanens oprindelige form.
Heroppefra hikede vi tilbage til byen, hvor det var tid til at lille hoppebillede, for at vise hvor glad vi var for øen:
Og efterfølgende havde vi fortjent endnu en is.
Fra vores is-spisested havde vi udsigt til øens lokale surferdudes:
Da det var vores sidste aften på øen havde vi besluttet, at vi skulle have noget lækkert at spise. Derfor tog vi på en restaurant, som vi faktisk havde besøgt tidligere, og som vi vidste serverede virkelig lækker mad. Her var det tid for mig til at få en stor lækker bøf i lækker champignonsauce med forskellige skalddyr og dertil kartoffelmos af sweet potatoes.
Som afslutning på dette indlæg om den dejlige Rapa Nui får den kære læser mulighed for at tjekke vores behagelige hotel ud:
Om lørdagen blev vi afhentet på vores hotel og kørt til lufthavnen. Lufthavnen har iøvrigt blot en landingsbane, som dog er 4000 meter lang, og dermed den længste på chilensk territorium. Her afsluttede vores eventyr på Påskeøerne, og en fem timers flyvetur første os tilbage til hovedstaden Santiago.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar