Efter den lange rejse mod syden bestemte vi os for, at vi den foerste aften i Punta Arenas maatte forkaele os selv med en laekker middag. Saa vi fulgte en af guidebogens anbefalinger, og vi maatte erkende, at der havde man virkelig ramt plet - "La Marmita" var en hyggelig lille restaurant spraengfyldt med atmosfaere og noget rigtigt laekkert mad. Saa akkompagneret af et glas roedvin gik vi i krig med menukortet, hvor jeg valgte at faa en god stor boef med ovnbagte rodfrugter og roedvinssauce. De tre andre valgte tre andre mindst ligesaa laekre retter.
Fra venstre er det mig, Rebecca, Lisbeth og Melanie. Efter at boeffen var spist, og der var blevet drukket lidt vin og konverseret om de nye kolde omgivelser kunne jeg dog godt klare en dessert - saa en hoej flot chokolademousse blev det ogsaa til (hmm).
Dagen efter tog vi ud og udforskede byen inden vi skulle paa en bette tur om eftermiddagen. Vi valgte at gaa langs vandet fra vores hostel til centrum, hvilket var en temmelig blaesende vej. I bugten ud for byen kunne man dog spotte et par haardfoere skibe, og da vores slagsange for turen blev temaet fra "SS Martha"-filmen (ihvertfald for den danske delegation) og "these botes are made for walking" (forklaring paa den foelger i et senere indlaeg), kunne jeg ikke lade vaere med at synes at skibene mindede om dem i filmen. Saaledes ser man her foerst SS-Martha flankeret af et eller andet hvidt skib,
samt paa dette billede den onde modstander MS-Harald fra Norge.
I forbindelse med denne soesnak boer det maaske lige naevnes, at vi fik loest et af livets store spoergsmaal undervejs paa vores tur - bruger man det samme kompas baade paa den nordlige og den sydlige halvkugle af hensyn til de to poler? Og svaret er ja, det goer man, da kompasset pil altid vil pege mod nord, fordi jordens magnetfelt stroemmer fra syd mod nord (jeg takker Morten C. for forklaring i denne sag). Et andet af livets store spoergsmaal mangler vi dog at faa helt afklaret endnu - hvirvlen i toilettet, naar man skylder ud, loeber den i samme eller modsat retning paa de to halvkugler? Tilbage til Punta Arenas - paa vores vej rundt i byen faldt vi ogsaa over et par sjovt malede huse. Det ligner rigtignok (naesten), at jeg er paa vej ind ad en mindre gade paa det foerste billede.
Men herunder kan man se, at det blot er et vaegmaleri paa siden af et hus. Huset, hvorpaa malerierne dekorerede, var et hjoernehus, og hele vejen rundt var der andre smaa sjove finesser i form af malerier.
Paa den centrale plads i byen var en statue af den foerste opdager i omraadet. Han kaldte den allersydligste del af regionen for "Tierra del Fuego", hvilket betyder Land af Ild.
Ifoelge en legende bringer det lykke, hvis man kysser foden af en af de mindre statuer nedenfor, saa det skulle jeg selvfoelgelig proeve:
Patagonien er rigtignok langt vaek fra alting, og flere steder ser man disse paele fyldt med skilte med kilometerantal til forskellige destinationer i verden - saaledes er var der over 13500 kilometer til Paris (og altsaa endnu laengere til lille Danmark).
Jeg maa hellere afsloere med det samme, at mad og drikke var et meget vigtigt element under denne tur, saa hvis der foelger flere madbilleder og forklaringer er det hermed forklaret hvorfor (der skal ogsaa sul paa kroppen for at klare kulden paa de breddegrader). Saa inden vores eftermiddagstur samme dag snuppede vi lige en kop varm chokolade med hvad der sig dertil hoerer.
Man kan maaske skimte paa billedet, at koppen, som ioevrigt indeholdte den bedste varme chokolade jeg har faaet laenge, fortaeller om bogstavet L, og hvordan du som person er, hvis dit navn starter med L. Saa Lasse er altsaa "Loving", en "Leader", og han "Looks good" (hehe..). Efter den varme chokolade koerte vi ud i det kolde landskab for at se pingviner. Pingviner vender altid tilbage til det omraade de blev foedt for at yngle (hvor de ioevrigt har den samme partner gennem hele livet), saa derfor tog vi ud til et yngleomraade, hvor man altid er garanteret at se pingviner. I omraadet er der lavet nogle stier som man skal foelge for at forstyrre dyrene mindst muligt. Jeg maa sige, at jeg synes pingviner hoerer til blandt de sjoveste dyr i verden - de gaar jo ikke, de vralter.
Proev at taenk, hvis mennesker havde samme proportioner som pingviner (bare stoerre), og derfor maatte gaa paa samme maade. Mig som menenskelig pingvin
Og den rigtige maade at "vralte" paa:
Jeg tror det maa have vaeret tid til at gaa paa jagt/vende hjem fra jagt, da vi var der, for en stor del af pingvinerne var samlet paa stranden.
Et alternativ kunne ogsaa vaere, at de gjorde sig klar til at emigrere til nordligere egne. Vi kom i slutningen af ynglesaesonen, og ifoelge optaellinger er der over 10.000 pingviner i omraadet i hoejsaesonen. Saa selvom det lyder helt vildt med saa mange pingviner paa det omraade, saa var vi nu ganske tilfreds med det antal, vi saa. Naeste stop paa i Patagonien var verdens sydligst beliggende by, Ushuaia i Argentina. En tolv-timers bustur dertil foerte os gennem det mest oede landskab jeg nogensinde har set.
Selv ved graenseovergangen mellem Chile og Argentina var der saa og sige intet.
Paa vejen krydsede vi med faerge en bugt, hvor vi udnyttede tiden til at faa strukket benene og kigget lidt udover vandet - her spottede vi en spaekhugger, som valgte at foelge skibet, og hoppe op af vandet som en anden artist til alles fornoejelse.
Ganske vidst er sydspidsen Cap Horn chilensk territorium, men der er praktisk talt intet efter Ushuaia, og vil man helt til spidsen, er det en eftersigende haard sejltur paa flere dage. Af den grund kaldes Ushuaia "El Fin del Mundo" (Verdens Ende).
Endnu engang fortjente vi her i byen en kop varm chokolade med tilhoerende kage, saa derfor fandt vi en af byens mange "Chocolaterias", hvor de havde kager, man ofte blot kan droemme om - den bagerste er min chokoladebombe.
Vi havde kun en enkelt hel dag her ved verdens ende, og den valgte vi at udfylde ved at lege bjergbestigere og bagefter "George of the Jungle"- forklaringer foelger. Foerst snuppede vi en taxa et stykke op af de bagvedliggende bjerge. Den koerte os op til starten af en lift - en lignende som folk kender fra skiferien. Den foerte os videre op af bjerget.
I baggrunden skimter man Ushuaia. Efter liften stod den paa bjergbestigning (dog nok af den noget bloedere slags). Herunder ser vi mig varme op ved at kravle op paa en stor sten. Bjerget man ser i baggrunden gik vi efterfoelgende opad - helt op til den hvide del til venstre for min arm.
Paa vejen legede vi Bukke Bruse, hvor man nok kan gaette at jeg var trolden - "Hvem er det der tramper paa min bro!?"
Efter lidt leg og lidt klatring naaede vi skam ogsaa helt op til starten af gletscheren, som de alt de hvide, udover sne, er.
Hvad kan man saa give sig til der paa toppen? Lave en sne-engel selvfoelgelig!
Eller maaske snuppe en smagsproeve paa den rene sne.
Tilbage i bunden af af liften var det frokosttid, og dermed tid til forsyninger inden dagens naeste aktivitet. Til frokosten hoerte sig enten en kop varm vin (lidt a la glög bare uden noeder og rosiner) eller en lokal oel. Jeg snuppede selvfoelgelig den lokale oel - Cape Horn.
Friske til at lege "George of the Jungle" skulle vi efter frokosten dyrke en sport ved navn canopy, som ganske enkelt bestaar af at glide paa liner hoejt oppe mellem traetoppene. Det er en aktivitet som varmt kan anbefales, da det er voldsomt morsomt. Herunder foelger et par billeder af mig in action.
Nej, det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg har taarer i oejnene - vinden var bare pivkold! Til sidst lige et faellesbillede, hvor man ogsaa ser os i alt udstyret.
Vores sidste aften ved Verdens Ende skulle menuen selvfoelgelig lyde paa fisk og skalddyr, da man praktisk talt er omgivet af hav der. Saa frem med pengepungen og ned til den bedst anbefalede fiskerestaurant ved havnefronten. Medfoelgende hvidvin delte Lisbeth og jeg en forret bestaaende af soepindsvin, hvilket var en speciel men dog fornuftig oplevelse.
Hovedretten for mit vedkommende - en hvid fisk af en art daekket med laekker hvidloegssauce samt bagte kartoffelmoskugler.
De forskellige desserter skal I ogsaa lige have med.
Naeste dag osede vi lidt rundt i byen inden vi skulle med fly videre til el Calafete lidt laengere nordpaa. Imens vi shoppede souvenirs og postkort blev jeg gode venner med denne "udstoppede" pingvin.
Verdens Ende maa siges at vaere en oplevelse, og naar man maerker kulden i vinden er det ikke svaert at forestille sig, at man befinder sig forholdsvis taet paa Antarktis. Men som sagt floej vi efterfoelgende til El Calafate hvorfra vores videre oplevelser skulle finde sted.
Efter den lange rejse mod syden bestemte vi os for, at vi den foerste aften i Punta Arenas maatte forkaele os selv med en laekker middag. Saa vi fulgte en af guidebogens anbefalinger, og vi maatte erkende, at der havde man virkelig ramt plet - "La Marmita" var en hyggelig lille restaurant spraengfyldt med atmosfaere og noget rigtigt laekkert mad. Saa akkompagneret af et glas roedvin gik vi i krig med menukortet, hvor jeg valgte at faa en god stor boef med ovnbagte rodfrugter og roedvinssauce. De tre andre valgte tre andre mindst ligesaa laekre retter.
Fra venstre er det mig, Rebecca, Lisbeth og Melanie. Efter at boeffen var spist, og der var blevet drukket lidt vin og konverseret om de nye kolde omgivelser kunne jeg dog godt klare en dessert - saa en hoej flot chokolademousse blev det ogsaa til (hmm).
Dagen efter tog vi ud og udforskede byen inden vi skulle paa en bette tur om eftermiddagen. Vi valgte at gaa langs vandet fra vores hostel til centrum, hvilket var en temmelig blaesende vej. I bugten ud for byen kunne man dog spotte et par haardfoere skibe, og da vores slagsange for turen blev temaet fra "SS Martha"-filmen (ihvertfald for den danske delegation) og "these botes are made for walking" (forklaring paa den foelger i et senere indlaeg), kunne jeg ikke lade vaere med at synes at skibene mindede om dem i filmen. Saaledes ser man her foerst SS-Martha flankeret af et eller andet hvidt skib,
samt paa dette billede den onde modstander MS-Harald fra Norge.
I forbindelse med denne soesnak boer det maaske lige naevnes, at vi fik loest et af livets store spoergsmaal undervejs paa vores tur - bruger man det samme kompas baade paa den nordlige og den sydlige halvkugle af hensyn til de to poler? Og svaret er ja, det goer man, da kompasset pil altid vil pege mod nord, fordi jordens magnetfelt stroemmer fra syd mod nord (jeg takker Morten C. for forklaring i denne sag). Et andet af livets store spoergsmaal mangler vi dog at faa helt afklaret endnu - hvirvlen i toilettet, naar man skylder ud, loeber den i samme eller modsat retning paa de to halvkugler? Tilbage til Punta Arenas - paa vores vej rundt i byen faldt vi ogsaa over et par sjovt malede huse. Det ligner rigtignok (naesten), at jeg er paa vej ind ad en mindre gade paa det foerste billede.
Men herunder kan man se, at det blot er et vaegmaleri paa siden af et hus. Huset, hvorpaa malerierne dekorerede, var et hjoernehus, og hele vejen rundt var der andre smaa sjove finesser i form af malerier.
Paa den centrale plads i byen var en statue af den foerste opdager i omraadet. Han kaldte den allersydligste del af regionen for "Tierra del Fuego", hvilket betyder Land af Ild.
Ifoelge en legende bringer det lykke, hvis man kysser foden af en af de mindre statuer nedenfor, saa det skulle jeg selvfoelgelig proeve:
Patagonien er rigtignok langt vaek fra alting, og flere steder ser man disse paele fyldt med skilte med kilometerantal til forskellige destinationer i verden - saaledes er var der over 13500 kilometer til Paris (og altsaa endnu laengere til lille Danmark).
Jeg maa hellere afsloere med det samme, at mad og drikke var et meget vigtigt element under denne tur, saa hvis der foelger flere madbilleder og forklaringer er det hermed forklaret hvorfor (der skal ogsaa sul paa kroppen for at klare kulden paa de breddegrader). Saa inden vores eftermiddagstur samme dag snuppede vi lige en kop varm chokolade med hvad der sig dertil hoerer.
Man kan maaske skimte paa billedet, at koppen, som ioevrigt indeholdte den bedste varme chokolade jeg har faaet laenge, fortaeller om bogstavet L, og hvordan du som person er, hvis dit navn starter med L. Saa Lasse er altsaa "Loving", en "Leader", og han "Looks good" (hehe..). Efter den varme chokolade koerte vi ud i det kolde landskab for at se pingviner. Pingviner vender altid tilbage til det omraade de blev foedt for at yngle (hvor de ioevrigt har den samme partner gennem hele livet), saa derfor tog vi ud til et yngleomraade, hvor man altid er garanteret at se pingviner. I omraadet er der lavet nogle stier som man skal foelge for at forstyrre dyrene mindst muligt. Jeg maa sige, at jeg synes pingviner hoerer til blandt de sjoveste dyr i verden - de gaar jo ikke, de vralter.
Proev at taenk, hvis mennesker havde samme proportioner som pingviner (bare stoerre), og derfor maatte gaa paa samme maade. Mig som menenskelig pingvin
Og den rigtige maade at "vralte" paa:
Jeg tror det maa have vaeret tid til at gaa paa jagt/vende hjem fra jagt, da vi var der, for en stor del af pingvinerne var samlet paa stranden.
Et alternativ kunne ogsaa vaere, at de gjorde sig klar til at emigrere til nordligere egne. Vi kom i slutningen af ynglesaesonen, og ifoelge optaellinger er der over 10.000 pingviner i omraadet i hoejsaesonen. Saa selvom det lyder helt vildt med saa mange pingviner paa det omraade, saa var vi nu ganske tilfreds med det antal, vi saa. Naeste stop paa i Patagonien var verdens sydligst beliggende by, Ushuaia i Argentina. En tolv-timers bustur dertil foerte os gennem det mest oede landskab jeg nogensinde har set.
Selv ved graenseovergangen mellem Chile og Argentina var der saa og sige intet.
Paa vejen krydsede vi med faerge en bugt, hvor vi udnyttede tiden til at faa strukket benene og kigget lidt udover vandet - her spottede vi en spaekhugger, som valgte at foelge skibet, og hoppe op af vandet som en anden artist til alles fornoejelse.
Ganske vidst er sydspidsen Cap Horn chilensk territorium, men der er praktisk talt intet efter Ushuaia, og vil man helt til spidsen, er det en eftersigende haard sejltur paa flere dage. Af den grund kaldes Ushuaia "El Fin del Mundo" (Verdens Ende).
Endnu engang fortjente vi her i byen en kop varm chokolade med tilhoerende kage, saa derfor fandt vi en af byens mange "Chocolaterias", hvor de havde kager, man ofte blot kan droemme om - den bagerste er min chokoladebombe.
Vi havde kun en enkelt hel dag her ved verdens ende, og den valgte vi at udfylde ved at lege bjergbestigere og bagefter "George of the Jungle"- forklaringer foelger. Foerst snuppede vi en taxa et stykke op af de bagvedliggende bjerge. Den koerte os op til starten af en lift - en lignende som folk kender fra skiferien. Den foerte os videre op af bjerget.
I baggrunden skimter man Ushuaia. Efter liften stod den paa bjergbestigning (dog nok af den noget bloedere slags). Herunder ser vi mig varme op ved at kravle op paa en stor sten. Bjerget man ser i baggrunden gik vi efterfoelgende opad - helt op til den hvide del til venstre for min arm.
Paa vejen legede vi Bukke Bruse, hvor man nok kan gaette at jeg var trolden - "Hvem er det der tramper paa min bro!?"
Efter lidt leg og lidt klatring naaede vi skam ogsaa helt op til starten af gletscheren, som de alt de hvide, udover sne, er.
Hvad kan man saa give sig til der paa toppen? Lave en sne-engel selvfoelgelig!
Eller maaske snuppe en smagsproeve paa den rene sne.
Tilbage i bunden af af liften var det frokosttid, og dermed tid til forsyninger inden dagens naeste aktivitet. Til frokosten hoerte sig enten en kop varm vin (lidt a la glög bare uden noeder og rosiner) eller en lokal oel. Jeg snuppede selvfoelgelig den lokale oel - Cape Horn.
Friske til at lege "George of the Jungle" skulle vi efter frokosten dyrke en sport ved navn canopy, som ganske enkelt bestaar af at glide paa liner hoejt oppe mellem traetoppene. Det er en aktivitet som varmt kan anbefales, da det er voldsomt morsomt. Herunder foelger et par billeder af mig in action.
Nej, det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg har taarer i oejnene - vinden var bare pivkold! Til sidst lige et faellesbillede, hvor man ogsaa ser os i alt udstyret.
Vores sidste aften ved Verdens Ende skulle menuen selvfoelgelig lyde paa fisk og skalddyr, da man praktisk talt er omgivet af hav der. Saa frem med pengepungen og ned til den bedst anbefalede fiskerestaurant ved havnefronten. Medfoelgende hvidvin delte Lisbeth og jeg en forret bestaaende af soepindsvin, hvilket var en speciel men dog fornuftig oplevelse.
Hovedretten for mit vedkommende - en hvid fisk af en art daekket med laekker hvidloegssauce samt bagte kartoffelmoskugler.
De forskellige desserter skal I ogsaa lige have med.
Naeste dag osede vi lidt rundt i byen inden vi skulle med fly videre til el Calafete lidt laengere nordpaa. Imens vi shoppede souvenirs og postkort blev jeg gode venner med denne "udstoppede" pingvin.
Verdens Ende maa siges at vaere en oplevelse, og naar man maerker kulden i vinden er det ikke svaert at forestille sig, at man befinder sig forholdsvis taet paa Antarktis. Men som sagt floej vi efterfoelgende til El Calafate hvorfra vores videre oplevelser skulle finde sted.
Så må jeg også hellere lige træde til (og få kredit for at være klog på din blog!).
SvarSletVandet løber IKKE anderledes ud på den sydlige halvkugle, end den nordlige halvkugle. Du kan læse kort om det her: http://da.wikipedia.org/wiki/Corioliseffekten
Og hvis du er en satans til karl, så kan du få en mere fyldestgørende redegørelse her: http://www.nbi.dk/~lautrup/artikler/bathtub.pdf