... in San Pedro de Atacama. Vi har tidligere udfordret nogle af de sydlige egne af Chile, så nu var det blevet tur til at indtage dele af norden. Derfor tog Lisbeth og jeg på en lille bustur til den lille by San Pedro de Atacama, som ligger ganske tæt på såvel den bolivianske som den argentinske grænse. Vi tog afsted tirsdag den 5. maj om aftenen, og ankom om onsdagen ved eftermiddagstid. Om torsdagen ville vi få selskab af to andre udvekslingsstuderende fra La Serena, og således ville vi være samlet i den samme gruppe, som indtog Patagonien i syden - Lisbeth (DK), Rebecca (Australien), Melanie (Tyskland) og jeg. Ligeså snart bussen rullede ind i byen startede hosteljagten. Det skal siges, at den lille by San Pedro de Atacama på omkring blot 5000 indbyggere nok ikke ville eksistere, hvis det ikke var for turismen. Således er cirka hver anden bygning enten et hostel, et turistbureau eller en restaurant. Vi fandt frem til et hyggeligt lille hostel med hængekøjer i gården, og så var jeg jo solgt. Resten af dagen gik med at finde ud af samt planlægge hvad resten af dette nordlige eventyr skulle indeholde, og om aftenen havde vi selvfølgelig fortjent et lille glas rødvin til maden! Næste dag havde vi bestemt os for at leje et par cykler og cykle ud i det omkringliggende landskab, så vi fik fat i et par ægte mountainbikes, og så var det ellers bare afsted. Første stop gjorde vi ved et gammelt indianerfort fra 1200-tallet ved Pukará de Quitor.
Mht. byggestilen kan man lægge mærke til, at den er anderledes fra eksempelvis Inkaernes (hvis Rige ellers nåede herned og længere under tidligere tider). Husene er opbygget af forholdsvist små sten, og der er blevet brugt en slags mørtel af en art til at holde dem sammen. Derudover er husene runde eller ovalle i formen. Vi fortsatte opad det bagvedliggende bjerg for at nå til et udsigtspunkt, hvorfra man kunne få et godt overblik over hele området. Heroppe stod der, som det ofte er tilfældet, et kors. Dette var dog forholsdvist moderne, og fortalte en historie om hvordan indianernes fort var blevet indtaget i sin tid.
Deroppefra kunne man nyde blikket over den dal, vi var på vej ind i,
... byen hvorfra vi kom,
... samt de omkringliggende bjerge,
Herefter fortsatte vi mod et område kaldet La Qubrada del Diablo, hvilket oversat betyder Djævlens kløft. Her kunne vi sno os mellem bjergvæggene på vores cykler, og her blev man glad for de mange gear (specielt de lave) samt de brede dæk!
Derudover skulle man passe på hovedet af og til.
Eller også kunne man prøve at lege stærk mand og blot løfte klippen til side, når man skulle frem.
På vores frem og tilbage i dalen mod La Quebrada del Diablo stødte vi på det store Baobab træ fra Løvernes Konge, hvor det var muligt at fortærre en af de medbragte sandwiches i ro, mag og skygge.
En bette flod skulle også lige krydses, så det var af med sko og sokker og ud i det kølige vand. Et kort øjeblik overvejede jeg også blot at cykle igennem, men det havde nok bare endt med, at jeg så var faldet og blevet helt gennemblødt, så ved nærmere eftertanke er jeg ganske tilfreds med ikke at have prøvet.
Tilbage i byen modtog vi vores to rejsebuddies, og derefter indtog vi en af turoperatørerne for at forhandle os frem til en god pris på de ture vi havde bestemt for resten af ugen - nu var vi pludselig fire, og så havde vi jo lidt tyngde bag forhandlingerne. Det lykkedes, og dermed lå resten af turens program fast. Dette skulle fejres, og derfor gik vi ud og fik en lækker middag på en af byens mange restauranter. Det var en rigtig hyggelig halvoverdækket gård med et bål i midten:
Så medfulgt af et glas vin fik vi mad i maven. Næste formiddag udforskede vi byen ved at gå et smut på det lokale museum samt ved at aflægge et af de lokale markeder et visit. Og her kom der lige lidt chilensk patriotisme op i mig - hvem kan sige nej til en strikket kasket i flagets farver?
Morgenmaden fik vi i øvrigt på en ligeledes rigtig hyggelig lille café næsten lige ved siden af vores hostel. Her havde vi allerede været en gang eller to før, men da stedet virkede så hyggeligt og afslappet (og iøvrigt havde rigtig fornuftig mad) var gentagelser helt iorden.
Om eftermiddagen var det tid til vores første arrangerede tur ud i den flotte region omkring byen. Vi drog ud til Salar de Atacama, som er et ørkenområde indeholdende saltsør af forskellig art. Første stop var ved saltsøen Laguna Cejar, hvor vi havde mulighed for at bade i den voldsomt saltholdige sø. Her er vi først på vej ud.
Så kom man under vandet (så meget det nu var muligt).
Og så et lille sejrsbillede til bagefter.
Det var sjovt at opleve den forstærkede opdrift i vandet - det ville umiddelbart være svært at drukne i så saltholdig vand. Eftersigende skulle den megen salt være godt for huden, men jeg synes faktisk næsten, at det sved på huden. Heldigvis havde vi en tank med ferskvand med i bilen, så vi kunne blive skyllet efter saltbadet. Normalt ville man også have haft mulighed for at bade ved næste stop, som var to små med dybe fersvandsøer, men desværre var der så lidt vand i dem, så det kun blev til et kort blik istedet. Vi fortsatte til den næsten udtørrede saltlagune Laguna Tebinquiche, hvor saltet og vandet gjorde, at man kunne tage en række sjove billeder.
Det er forresten mit chilenske ID-kort, jeg så bravt holder over hovedet her. Vi blev på stedet for at se solnedgangen, og for at betragte månen komme på himlen. Det var netop fuldmåne i de dage, så landkabet var ganske spektakulært under den store skinnende måne.
Månen, som jeg iøvrigt kunne holde i min små hænder:
Tilbage i San Pedro de Atacama måtte vi gå tidligt til køjs. Næste dag (lørdag) blev vi nemlig afhentet på det gudsforladte tidpunkt af klokken fire den mørke morgen. Grunden til dette tidspunkt var, at vi skulle op og se en række gejsere kaldet Geysers del Tatio, og dem skal man nå at se omkring solnedgang, for der er temperaturen i luften stadig så lav, at de er muligt at se al dampen. Det skal siges, at gejserne ligger i over 4000 meters højde over havoverfladen, så da vi nåede derop lå temperaturen på minus 11,5 graders celcius. Området var delt op i en yngre del, som for nylig var begyndt at røre på sig samt en ældre del, som havde været aktiv i lang tid. Som det første tjekkede vi den nyere del ud.
Herunder et blik op på den nye del fra den gamle del af gejsererne samt et billede af en af de højere gejsere mens den stadig var klar i sollyset.
I den gamle del kunne man bade i en af de varme kilder fra gejseraktiviteten, hvilket jeg dog valgte at hoppe over. Til gengæld tog jeg da en bette slapper foran en af gejserne.
Hen på formiddagen vendte vi snuden mod byen igen, hvor vi lige kunne nå at slappe af inden eftermiddagens aktiviteter gik igang. På vejen stoppede vi i en lille landsby, hvor der var mulighed for at få en lille bid mad. Vi investerede i et grillet spyd med lamakød, og det smagte faktisk forbløffende godt.
Tilbage i byen fik vi samlet kræfter, og om eftermiddagen drog vi med en firhjulstrækker ud til nogle af de massive sandbakker i området. Stedet blev kaldt Valle de la Muerte, hvilket faktisk betyder Dødens Dal. Her skulle vi finde vores indre surferdude frem, for det var tid til at skulle prøve at sandboarde (eller sandsurfe om man vil). Det eneste man sådan set skulle bruge var denne høje sandbakke, et surfbræt samt masser af gåpåmod og godt humør - så her er vi ready til at gå igang:
Jeg synes det var virkelig sjovt, og man kunne faktisk få pænt meget fart på ned af siden (der kunne så være små problemer med hvordan man skulle stoppe, hehe), som følgende billedeserie viser:
Men det er blot op på hesten igen - øvelse kræver jo mester. Alt i alt synes jeg dog, at jeg fik bare en lille smule mere styr på det undervejs.
Efter surfing kørte vi videre til Valle de la Luna (= Månens Dal), for at se solnedgangen samt påny betragte den fulde måne. Endnu engang et rigtig flot sted.
Et sted som fortjente en gang YMCA (jeps, nyn bare med):
Månen lyste så kraftig, at det var svært at fange den på film, uden at den bare lignede solen - det bedste forsøg må være nedenstående og man skulle da fange månen her i Månens Dal!
Søndagen var sidste dag, inden vi skulle tilbage til La Serena og ikke mindst universitet. Denne dag havde vi dedikeret til at bestige en vulkan. Vi skulle op i over 5000 meters højde på vulkanen Lascar, som ovenikøbet pt. er aktiv, og er i udbrud cirka hver fjerde år. Endnu engang bragte en firhjulstrækker os ud i det blå. Vi stoppede på vejen for at få en omgang morgenmad, og her kunne vi betragte den samme måne som dagen før blot på den anden side af himmelen.
Herunder ser i vulkanen på afstand - vi skulle helt op i midten, for at kunne se ned i krateret.
Her er vi på vej op, og det fede ved det her billede er, at man faktisk kan se lavaen fra de sidste udbrud, som var i 2007, og hvordan den ligesom er løbet ned af bjergsiden og ud i ørkensandet.
Efter nogle timers bjergbestigning var vi næsten ved toppen og kunne for alvor se alt dampen og røgen.
Fra toppen kunne vi se ned i krateret. Dog ikke helt ned til lavaen, men dampene var ikke til at tage fejl af (faktisk lugtede de lidt af fis, om man så må sige - hvilket forklarer hvorfor jeg forsøger at dække næse/mund til sidst).
På vejen ned et bette udsigstbillede af mig med landskabet i baggrunden:
Vi var tilbage på vores hostel sidst på eftermiddagen, og kunne lige nå et enkelt bad inden det var tid til aftensmad og bustur hjemad. Efter dagens strabadser tænkte vi, at vi havde fortjent at spise ude, så det blev til en lækker tre-retters på en af byens restauranter.
Alt i alt var det en rigtig god smuttur i det nordlige Chile, hvor vi fik oplevet en hel masse!
Nu er jeg tilbage i La Serena, hvor denne weekend har stået på fødselsdag for en af de andre udvekslingsstuderende, Tahlia, ligeledes fra Australien, og derudover var vi et smut i biografen for at se "Angels and Demons", som er efterfølgeren til "Da Vinci mysteriet" - ganske fornuftig og anbefalelsesværdig. Ellers er det ved at være tid til flere prøver på universitetet. Men hvad jeg ser mest frem til lige nu, er et besøg fra papa Keld, som er i Chile i forbindelse med et job, han arbejder på. Han kommer forbi La Serena næste weekend, så det skal nok blive ganske hyggeligt!
Mht. byggestilen kan man lægge mærke til, at den er anderledes fra eksempelvis Inkaernes (hvis Rige ellers nåede herned og længere under tidligere tider). Husene er opbygget af forholdsvist små sten, og der er blevet brugt en slags mørtel af en art til at holde dem sammen. Derudover er husene runde eller ovalle i formen. Vi fortsatte opad det bagvedliggende bjerg for at nå til et udsigtspunkt, hvorfra man kunne få et godt overblik over hele området. Heroppe stod der, som det ofte er tilfældet, et kors. Dette var dog forholsdvist moderne, og fortalte en historie om hvordan indianernes fort var blevet indtaget i sin tid.
Deroppefra kunne man nyde blikket over den dal, vi var på vej ind i,
... byen hvorfra vi kom,
... samt de omkringliggende bjerge,
Herefter fortsatte vi mod et område kaldet La Qubrada del Diablo, hvilket oversat betyder Djævlens kløft. Her kunne vi sno os mellem bjergvæggene på vores cykler, og her blev man glad for de mange gear (specielt de lave) samt de brede dæk!
Derudover skulle man passe på hovedet af og til.
Eller også kunne man prøve at lege stærk mand og blot løfte klippen til side, når man skulle frem.
På vores frem og tilbage i dalen mod La Quebrada del Diablo stødte vi på det store Baobab træ fra Løvernes Konge, hvor det var muligt at fortærre en af de medbragte sandwiches i ro, mag og skygge.
En bette flod skulle også lige krydses, så det var af med sko og sokker og ud i det kølige vand. Et kort øjeblik overvejede jeg også blot at cykle igennem, men det havde nok bare endt med, at jeg så var faldet og blevet helt gennemblødt, så ved nærmere eftertanke er jeg ganske tilfreds med ikke at have prøvet.
Tilbage i byen modtog vi vores to rejsebuddies, og derefter indtog vi en af turoperatørerne for at forhandle os frem til en god pris på de ture vi havde bestemt for resten af ugen - nu var vi pludselig fire, og så havde vi jo lidt tyngde bag forhandlingerne. Det lykkedes, og dermed lå resten af turens program fast. Dette skulle fejres, og derfor gik vi ud og fik en lækker middag på en af byens mange restauranter. Det var en rigtig hyggelig halvoverdækket gård med et bål i midten:
Så medfulgt af et glas vin fik vi mad i maven. Næste formiddag udforskede vi byen ved at gå et smut på det lokale museum samt ved at aflægge et af de lokale markeder et visit. Og her kom der lige lidt chilensk patriotisme op i mig - hvem kan sige nej til en strikket kasket i flagets farver?
Morgenmaden fik vi i øvrigt på en ligeledes rigtig hyggelig lille café næsten lige ved siden af vores hostel. Her havde vi allerede været en gang eller to før, men da stedet virkede så hyggeligt og afslappet (og iøvrigt havde rigtig fornuftig mad) var gentagelser helt iorden.
Om eftermiddagen var det tid til vores første arrangerede tur ud i den flotte region omkring byen. Vi drog ud til Salar de Atacama, som er et ørkenområde indeholdende saltsør af forskellig art. Første stop var ved saltsøen Laguna Cejar, hvor vi havde mulighed for at bade i den voldsomt saltholdige sø. Her er vi først på vej ud.
Så kom man under vandet (så meget det nu var muligt).
Og så et lille sejrsbillede til bagefter.
Det var sjovt at opleve den forstærkede opdrift i vandet - det ville umiddelbart være svært at drukne i så saltholdig vand. Eftersigende skulle den megen salt være godt for huden, men jeg synes faktisk næsten, at det sved på huden. Heldigvis havde vi en tank med ferskvand med i bilen, så vi kunne blive skyllet efter saltbadet. Normalt ville man også have haft mulighed for at bade ved næste stop, som var to små med dybe fersvandsøer, men desværre var der så lidt vand i dem, så det kun blev til et kort blik istedet. Vi fortsatte til den næsten udtørrede saltlagune Laguna Tebinquiche, hvor saltet og vandet gjorde, at man kunne tage en række sjove billeder.
Det er forresten mit chilenske ID-kort, jeg så bravt holder over hovedet her. Vi blev på stedet for at se solnedgangen, og for at betragte månen komme på himlen. Det var netop fuldmåne i de dage, så landkabet var ganske spektakulært under den store skinnende måne.
Månen, som jeg iøvrigt kunne holde i min små hænder:
Tilbage i San Pedro de Atacama måtte vi gå tidligt til køjs. Næste dag (lørdag) blev vi nemlig afhentet på det gudsforladte tidpunkt af klokken fire den mørke morgen. Grunden til dette tidspunkt var, at vi skulle op og se en række gejsere kaldet Geysers del Tatio, og dem skal man nå at se omkring solnedgang, for der er temperaturen i luften stadig så lav, at de er muligt at se al dampen. Det skal siges, at gejserne ligger i over 4000 meters højde over havoverfladen, så da vi nåede derop lå temperaturen på minus 11,5 graders celcius. Området var delt op i en yngre del, som for nylig var begyndt at røre på sig samt en ældre del, som havde været aktiv i lang tid. Som det første tjekkede vi den nyere del ud.
Herunder et blik op på den nye del fra den gamle del af gejsererne samt et billede af en af de højere gejsere mens den stadig var klar i sollyset.
I den gamle del kunne man bade i en af de varme kilder fra gejseraktiviteten, hvilket jeg dog valgte at hoppe over. Til gengæld tog jeg da en bette slapper foran en af gejserne.
Hen på formiddagen vendte vi snuden mod byen igen, hvor vi lige kunne nå at slappe af inden eftermiddagens aktiviteter gik igang. På vejen stoppede vi i en lille landsby, hvor der var mulighed for at få en lille bid mad. Vi investerede i et grillet spyd med lamakød, og det smagte faktisk forbløffende godt.
Tilbage i byen fik vi samlet kræfter, og om eftermiddagen drog vi med en firhjulstrækker ud til nogle af de massive sandbakker i området. Stedet blev kaldt Valle de la Muerte, hvilket faktisk betyder Dødens Dal. Her skulle vi finde vores indre surferdude frem, for det var tid til at skulle prøve at sandboarde (eller sandsurfe om man vil). Det eneste man sådan set skulle bruge var denne høje sandbakke, et surfbræt samt masser af gåpåmod og godt humør - så her er vi ready til at gå igang:
Jeg synes det var virkelig sjovt, og man kunne faktisk få pænt meget fart på ned af siden (der kunne så være små problemer med hvordan man skulle stoppe, hehe), som følgende billedeserie viser:
Men det er blot op på hesten igen - øvelse kræver jo mester. Alt i alt synes jeg dog, at jeg fik bare en lille smule mere styr på det undervejs.
Efter surfing kørte vi videre til Valle de la Luna (= Månens Dal), for at se solnedgangen samt påny betragte den fulde måne. Endnu engang et rigtig flot sted.
Et sted som fortjente en gang YMCA (jeps, nyn bare med):
Månen lyste så kraftig, at det var svært at fange den på film, uden at den bare lignede solen - det bedste forsøg må være nedenstående og man skulle da fange månen her i Månens Dal!
Søndagen var sidste dag, inden vi skulle tilbage til La Serena og ikke mindst universitet. Denne dag havde vi dedikeret til at bestige en vulkan. Vi skulle op i over 5000 meters højde på vulkanen Lascar, som ovenikøbet pt. er aktiv, og er i udbrud cirka hver fjerde år. Endnu engang bragte en firhjulstrækker os ud i det blå. Vi stoppede på vejen for at få en omgang morgenmad, og her kunne vi betragte den samme måne som dagen før blot på den anden side af himmelen.
Herunder ser i vulkanen på afstand - vi skulle helt op i midten, for at kunne se ned i krateret.
Her er vi på vej op, og det fede ved det her billede er, at man faktisk kan se lavaen fra de sidste udbrud, som var i 2007, og hvordan den ligesom er løbet ned af bjergsiden og ud i ørkensandet.
Efter nogle timers bjergbestigning var vi næsten ved toppen og kunne for alvor se alt dampen og røgen.
Fra toppen kunne vi se ned i krateret. Dog ikke helt ned til lavaen, men dampene var ikke til at tage fejl af (faktisk lugtede de lidt af fis, om man så må sige - hvilket forklarer hvorfor jeg forsøger at dække næse/mund til sidst).
På vejen ned et bette udsigstbillede af mig med landskabet i baggrunden:
Vi var tilbage på vores hostel sidst på eftermiddagen, og kunne lige nå et enkelt bad inden det var tid til aftensmad og bustur hjemad. Efter dagens strabadser tænkte vi, at vi havde fortjent at spise ude, så det blev til en lækker tre-retters på en af byens restauranter.
Alt i alt var det en rigtig god smuttur i det nordlige Chile, hvor vi fik oplevet en hel masse!
Nu er jeg tilbage i La Serena, hvor denne weekend har stået på fødselsdag for en af de andre udvekslingsstuderende, Tahlia, ligeledes fra Australien, og derudover var vi et smut i biografen for at se "Angels and Demons", som er efterfølgeren til "Da Vinci mysteriet" - ganske fornuftig og anbefalelsesværdig. Ellers er det ved at være tid til flere prøver på universitetet. Men hvad jeg ser mest frem til lige nu, er et besøg fra papa Keld, som er i Chile i forbindelse med et job, han arbejder på. Han kommer forbi La Serena næste weekend, så det skal nok blive ganske hyggeligt! 
Ingen kommentarer:
Send en kommentar