Det gamle Inka site Macchu Pichu, som er det bedst bevarede i Sydamerika, og betragtes som en af verdens nyere vidundere, blev fundet i starten af 1900 tallet af en amerikans opdager.
Og ja, han minder godt nok utrolig meget om mig. De foerste sort/hvid billeder fra stedet taler da ogsaa deres eget sprog.
Ej, den gaar vist ikke - datoerne i hjoernet afsloerer mig vist. Grunden til, at netop Macchu Pichu er saa velbevaret i forhold til mange andre Inka byer, er, at den ikke blev fundet af spanierne under deres invasion i midten af 1500 tallet, men stod stort set uberoert hen indtil starten af den 19'ende aarhundrede.
Foelgende billeder er taget rundt omkring i den gamle by, som ogsaa ligger hoejt oppe og taet paa skyerne (men dog ikke naar saa hoejt som vi trekkede op til tidligere):
Inkaerne brugte en ganske avanceret byggestil, som er jordskaelvssikret. Peru ligger i farezonen for kraftige jordskaelv, og i mange nye bygninger haenger skilte, der fortaeller, at de ligeledes er sikret ved jordskaelv. Dog kunne selv Inkaerne maaske godt bruge en staerk viking til at give en haand af og til:
Man kan forresten se paa stenene, hvilket slags byggeri der er tale om. Normale huse bygges med smaa og upolerede sten, mens paladser og temnpler (som ovenstaaende er) blev bygget med store blokke, som hugges til og poleres/slibes, saa de ser paene ud. En viking som mig bliver dog traet efter manuelt arbejde, og en lur kan derfor vaere tiltraengt. Saa jeg snuppede lige den gamle kongeseng dertil. Dog manglede der visse vigtige remedier saasom lammeskind og taepper mv., saa sengen var ikke helt saa behagelig som tidligere tider.
Macchu Pichu blev grundlagt af Inkakongen Pachacutec engang i 1400 tallet. Da byen Aguas Calientes ekstistensgrundlag er Macchu Pichu (pga. de mange besoegende til sitet) er det selvfoelgelig naturligt at have en statue af den gamle Inkakonge paa den centrale plads.
En spoejs ting er, at man efter sigende kun kan naa Aguas Calientes med tog, og at alt hvad der er i byen er bragt dertil med tog. Hvordan Inkaerne har klaret det endnu hoejere oppe i bjergene er da ogsaa paa flere punkter en gaade. Men mange af deres teknikker har vaeret ganske hoejtudviklede.
Paa vejen tilbage til Cusco (som var byen hvorfra vores bjergeventyr startede) taenkte vi, at nu maatte det vaere okay med en bette oel. Vores guide tog os derfor med til et lokalt sted, hvor der brygges corn beer - dvs. oel brygget paa majs. Det brygges af mange lokale, og naar oellet er klar, haenges en roed plastikpose paa en pind udenfor huset, og forbipasserende kan derved se, hvor de kan faa friskbrygget corn beer. Kromutteren paa dette sted lavede to forskellige slags oel. Den almindelige (paa billedet til venstre) og en blandet med en slags baer (til hoejre)
Peruvianerne kan ogsaa vaere med paa oelspil - paa billedet herunder gaelder det om at kaste nogle smaa hjernmoenter mod et bord af en art med en statue af en froe i midten. Alt efter hvilke huller man rammer moenterne i faar man forskellige point, og froeens mund giver naturligvis flest.
Jeg vandt desvaerre ikke, men kom paa en andenplads. Reglerne siger, at taberen giver oel til vinderen (eller ogsaa var det til alle andre, eller alle andre der gav vinderen - kan ikke helt huske det).
Efter dette lille indslag naaede vi tilbage til Cusco, hvor den foelgende dag havde fri til at goere hvad vi ville, inden vi skulle paa det andet segment af vores "From the Amazon to the Andes" tur (junglen). Vi valgte dog ikke at slappe af, men havde derimod bestilt en omgang River Rafting!
Og ja, han minder godt nok utrolig meget om mig. De foerste sort/hvid billeder fra stedet taler da ogsaa deres eget sprog.
Ej, den gaar vist ikke - datoerne i hjoernet afsloerer mig vist. Grunden til, at netop Macchu Pichu er saa velbevaret i forhold til mange andre Inka byer, er, at den ikke blev fundet af spanierne under deres invasion i midten af 1500 tallet, men stod stort set uberoert hen indtil starten af den 19'ende aarhundrede.
Foelgende billeder er taget rundt omkring i den gamle by, som ogsaa ligger hoejt oppe og taet paa skyerne (men dog ikke naar saa hoejt som vi trekkede op til tidligere):
Inkaerne brugte en ganske avanceret byggestil, som er jordskaelvssikret. Peru ligger i farezonen for kraftige jordskaelv, og i mange nye bygninger haenger skilte, der fortaeller, at de ligeledes er sikret ved jordskaelv. Dog kunne selv Inkaerne maaske godt bruge en staerk viking til at give en haand af og til:
Man kan forresten se paa stenene, hvilket slags byggeri der er tale om. Normale huse bygges med smaa og upolerede sten, mens paladser og temnpler (som ovenstaaende er) blev bygget med store blokke, som hugges til og poleres/slibes, saa de ser paene ud. En viking som mig bliver dog traet efter manuelt arbejde, og en lur kan derfor vaere tiltraengt. Saa jeg snuppede lige den gamle kongeseng dertil. Dog manglede der visse vigtige remedier saasom lammeskind og taepper mv., saa sengen var ikke helt saa behagelig som tidligere tider.
Macchu Pichu blev grundlagt af Inkakongen Pachacutec engang i 1400 tallet. Da byen Aguas Calientes ekstistensgrundlag er Macchu Pichu (pga. de mange besoegende til sitet) er det selvfoelgelig naturligt at have en statue af den gamle Inkakonge paa den centrale plads.
En spoejs ting er, at man efter sigende kun kan naa Aguas Calientes med tog, og at alt hvad der er i byen er bragt dertil med tog. Hvordan Inkaerne har klaret det endnu hoejere oppe i bjergene er da ogsaa paa flere punkter en gaade. Men mange af deres teknikker har vaeret ganske hoejtudviklede.
Paa vejen tilbage til Cusco (som var byen hvorfra vores bjergeventyr startede) taenkte vi, at nu maatte det vaere okay med en bette oel. Vores guide tog os derfor med til et lokalt sted, hvor der brygges corn beer - dvs. oel brygget paa majs. Det brygges af mange lokale, og naar oellet er klar, haenges en roed plastikpose paa en pind udenfor huset, og forbipasserende kan derved se, hvor de kan faa friskbrygget corn beer. Kromutteren paa dette sted lavede to forskellige slags oel. Den almindelige (paa billedet til venstre) og en blandet med en slags baer (til hoejre)
Peruvianerne kan ogsaa vaere med paa oelspil - paa billedet herunder gaelder det om at kaste nogle smaa hjernmoenter mod et bord af en art med en statue af en froe i midten. Alt efter hvilke huller man rammer moenterne i faar man forskellige point, og froeens mund giver naturligvis flest.
Jeg vandt desvaerre ikke, men kom paa en andenplads. Reglerne siger, at taberen giver oel til vinderen (eller ogsaa var det til alle andre, eller alle andre der gav vinderen - kan ikke helt huske det).
Efter dette lille indslag naaede vi tilbage til Cusco, hvor den foelgende dag havde fri til at goere hvad vi ville, inden vi skulle paa det andet segment af vores "From the Amazon to the Andes" tur (junglen). Vi valgte dog ikke at slappe af, men havde derimod bestilt en omgang River Rafting!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar