"Jeg er en glad lille cowboy..."

Et par uger efter vores Patagonien eventyr, som de sidste tre indlaeg har handet om, besluttede Lisbeth og jeg os for i sidste weekend (dvs. den 25-26. marts), at udforske naeromraadet omkring La Serena lidt. Vi har fag med en chilensk fyr, som kommer fra Vicuña, der er en by omkring halvanden times koersel ind i landet fra La Serena. Vicuña ligger i Elqui dalen (og er omraadets hovedby), hvor det pga. de omkringliggende bjerge aabenbart altid er godt vejr med blaa himmel, solskin og dertilhoerende ganske gode temperaturer. Elias, som han hedder, inviterede os til at komme derind i sidste weekend, hvor vi saa kunne bo i hans barndomshjem, hvilket vi selvfoelgelig takkede ja til. Vi tog afsted om fredagen, og naaede et smut paa det lokale diskotek om aftenen med Elias' venner fra omraadet. Om loerdagen drog vi videre ind i dalen til enm rigtig hyggelig lille landsby ved navn Pisco Elqui. Denne landsby har lagt navn til Chile's nationalspiritus Pisco'en, og i omraadet ligger nogle af landets stoerste piscodestillerier. I Pisco Elqui fadt vi frem til en mand, som udlejede heste og lavede smaature rundt i omraadet paa hesteryg for turister som os. Saa det endte med, at jeg Lasse, der ellers tidligere, hvilket jeg ikke er flov over at indroemme, var lettere bange for heste, da det jo er et voldsomt stort dyr - nogen gange hoejere end mig selv, - jeg kom ud og ride. Foerst skulle jeg lige op paa hesten:

Og op det kom jeg saa:

Saa afsted gik der herefter ud i landskabet. Og det der med at ride - der maa vaere et trick for at det ikke goer ondt. Her taenker jeg ikke kun paa ens bagdel men ogsaa visse andre mandlige kropsdele. Naar hesten gaar stille og rolig er det intet problem, men hvis den stikker i trav skal man vaere paapasselig. Min hest, som ioevrigt loed navnet Christian, var generelt ganske flink, og lod ihvertfald som om det var mig der bestemte, selvom den egentlig mest bare fulgte efter hvad, de andre heste gjorde. Pa vores tur endte vi oppe paa en bakketop, hvorfra der var god udsigt over den lille landsby. Paa vejen stoppede vi for at stille de smaa hestes toerst, hvilket gav mulighed for et par billeder. Foerst os alle tre fra venstre Lisbeth, mig og Elias.

Og et close-up: Til sidst var det tid, at sige farvel, og mig hesten Christian var gaaet hen og blevet ganske gode venner - se det store hestesmil: Efter laekker hjemmelavet, men dog sen frokost, lavet af Elias' bedstemor og bestaaende af Pastel de Choclo, hvilket betyder "majskage" (planlaegger et senere indlaeg omhandlende blandt andet mad generelt), drog vi et smut ud til en opdaemmet soe i omraadet for at se solnedgangen. Her naaede vi lige at faa et glimt af nogle kite-surfere. Jeg kunne utrolig godt taenke mig at proeve at kite-surfe, men indtil videre er jeg startet med at gaa til almindelig surfing via et kursus universitetet har her i La Serena. Det er ogsaa rigtig fedt, men det kraever vist en del oevelse med min balance. Efter kort tid gik solen ned bag soeen, og vi drog tilbage mod Vicuña. Om soendagen havde vi planlagt en tur paa en piscofabrik, men vi var saa uheldige, saa lige netop den dag var der storaktionaermoede og dermed ingen rundvisninger. Vi maa derfor tilbage en senere gang, hvilket dog absolut er okay, da Elqui dalen er rigtig hyggelig, og vi desuden mangler vi ogsaa et besoeg paa et af omraadets mange observatorier, da vi desvaerre ikke kunne naa det soendag aften inden vi skulle med bussen tilbage til La Serena. Om soendagen var vi derfor ude og spise paa en lokal restaurant ejet af en af Elias' venners familie, og her fik vi en specialitet, nemlig grillet gedekid. Det var faktisk rigtig laekkert, og med en efterfoelgende hjemmelavet kartoffelmos kunne det ikke blive bedre. Efter dette gode frokostmaaltid besteg vi en lille bakke i udkanten af byen (dog med taxa..), og fik en god udsigt over hele Vicuña og det omkringliggende omraade. Det var en god afslutning inden vi om aftenen hoppede paa en bus tilbage til La Serena og studierne mandag morgen.

Som afsluttende info i dette indlaeg kan jeg fortaelle at den naeste tur ud i det blaa starter paa tirsdag (dvs. den 6. maj). Her indtager Lisbeth og jeg dele af det nordlige Chile, maaske i selskab med et par af de andre udvekslingsstuderende igen. Vi tager til byen San Pedro de Atacama belliggende ganske taet paa graensen til Bolivia. Herfra haaber vi paa at se imponerende landskab med geysere og varme kilde samt, hvis vi er heldige, proeve at sandboarde! - Efterfoelgende indlaeg vil selvfoelgelig foelge her paa bloggen.

Patagonien retur, aka. Santiago

I Santiago havde sommeren endnu ikke sluppet sit tag, paa trods af, at vi er et godt stykke hen i efteraaret ifoelge kalenderen. Det noed vi selvfoelgelig rigtig godt af efter vores tur til blandt andet verdens ende, hvor temperaturerne absolut ikke var gavmilde. Eftersom vores baad faerge fra Puerto Natalaes til Puerto Montt tidligere var blevet aflyst havde vi lidt laengere tid i hovedstaden inden vi skulle retur til La Serena og ikke mindst Universitetet. Vi moedtes med yderligere tre af de udvekslingsstuderende fra La Sernea, som ikke havde vaeret med pa vores tur og sammen drog vi saa paa lidt sightseeing og noed eller livet. Oppe fra en Jomfru Maria figur, har man udsigt over hele Santiago:

Heroppefra tog vi en svaevebane laengere ned i et flot naturomraade i en park midt i byens centrum. Herfra gik vi tilbage ud i byen:

Og undervejs i vores besoeg var det naturligvis muligt med pitstops og dermed is!

De to aftener vi havde i Santiago brugte vi paa at oplave noget af byens natteliv, og den ene aften varmede vi op med en salsalektion paa hostellet - og jeps, min lange krop maatte ogsaa finde nogle moves frem. Efter det var det naturligvis tid til en oel paa en fortovscafé inden vi skulle videre (paa en salsaklub hvis det skal vaere helt eksakt). Santiago var en god afslutning paa vores Patagonien-trip, og herefter var vi ogsaa helt forberedt paa universitetet samt de proever vi havde i de efterfoelgende uger.

Patagonien 2. del - Perito Moreno & Torres del Paine

Anden del af vores Patagonien eventyr foerte os en smule nordpaa til den argentinske by El Calafate. Det absolute hovedmaal for at stoppe i denne by var et besoeg paa gletscheren Perito Moreno. Denne imponerende gletscher er en del af indlandsisen i den sydlige del af Sydamerika, og modsat de fleste gletschere i verden er den ikke gaaet ned i stoerrelse indenfor de sidste mange aar. Den megen is, og trykket fra de bagvedliggende gletschere goer, at Perito Moreno er i konstant bevaegelse og forskyder sig op til 240 cm. om dagen i midten og cirka 70 cm. om dagen i kanten. Saa efter en god nats soevn paa nok det bedste hostel, jeg endnu har boet paa (Hostal America del Sur - kan varmt anbefales), drog vi paa en endagstur ud til gletscheren, hvor vi baade skulle beundre dette naturfaenomen forfra, samt mere naergaaende ved at snuppe en gaatur paa det frosne vand. Yes, vi skulle ud og gaa paa den kaempe gletscher - hvem siger man ikke kan gaa paa vandet? I bussen paa vej ind i Nationalparken Parque Nacional de los Glaciares fik vi det foerste glimt af gletscheren:

Vi stoppede ved en lille intermistisk havn hvorfra vi skulle med en baad, som udover at tage os taet paa fronten af gletscheren ville sejle os over paa den anden side af floden, hvorfra vi skulle op og vandre paa gletscheren. Her staar jeg og venter paa baaden:

Og her er et gruppebillede af os alle fire snuppet fra baaden: Inden vores gaatur paa det frosne vand skulle vi lige ifoeres det rette udstyr - pigsko. Og her snakker vi nogle smaa uskyldige fodboldstoevlelignende ting, men derimod nogle onde jernpigge, som vi fik bundet rundt om vores sko. Med disse ville vi saa staa nemmere fast paa isen. Efter en omgang imformationer om hvordan man skulle gaa op/ned og til siden paa isen var vi ready. Naar man gik skulle foedderne staa skaevt ift. hinanden og naar man gik skulle man laene sig bagover som om man naesten sad ned. De 50+ aarige i gruppen fik dette til at se ganske sjovt ud. Her faar i lige et par stemningsbillede fra toppen af Perito Moreno: Og saa et billede af danskerne i islandskabet: Samt en aegte viking kaempende sig vej frem i det svaere landskab: Efter saadan et par timers gaatur paa vandet, hvor der enten var bidende kold, naar vinden blaeste eller faktisk forbloeffende varmt, naar solen gennmbroed skyerne, der var det tiden til en forfriskning. Saa derfor blev vi tilbudt en smaakage med dertilhoerende glas whiskey. Det var selvfoelgelig whiskey on-the-rocks, hvor isen var fra gletscheren. Isen er nemlig saa ren, at den sagtens kan drikkes. Herefter kravlede vi ned af gletscheren, og fik vores medbragte frokost inden baaden foerte os tilbage til den anden side af soeen paany, hvorfra vi ville faa det helt store panoramaview af gletscheren. Foerst har i lige et skiltmed forskellige oplysninger omkring gletscheren (hvis det kan laeses) - det fortaeller blandt andet, at gletscheren er mellem 50-55 meter hoej og 14 km. i dybden, der hvor man kan se. Her foelger lidt billeder af gletscheren taget fra forskellige vinkler: Flaget er det argentinske. For at bevise jeg var der, er her selvfoelgelig et billede af mig foran Perito Moreno: Efter en rigtig fed dag ved og paa gletscheren Perito Moreno drog vi tilbage til El Calafate for at chille paa vores hostel inden vi skulle videre naeste dag tilbage til chilensk jord. Som afslutning paa den argentinske del af vores Patagonien eventyr er her et par billeder fra vores aktiviteter i byen El Calafate. Her kigger jeg filosisk udover en soe, .. leger draebt paa gulvet af en pub (hvor vi i oevrigt fik nogle voldsomt gode brownies til vores cortados (= kaffe med maelk)), ... kigger paa skyggen af kaemperne paa fortovet, ... samt beundrer udsigten fra vores hostel. Efter en god nats soevn hoppede vi paa den foerst mulige bus og drog mod havnebyen Puerto Natales. Herfra fik vi planlagt en tur i den chilenske nationalpark Parque Nacional Torres del Paine - parken er opkaldt efter de tre klipper midt i naturomraadet ved navn Paines, som ligner tre taarne. Turen ville blive en trekking tur, som ville involvere telte og gasblus i den vilde natur samt en helt masse gaaen. Den rute de fleste tager kaldes W-ruten, da den paa et kort ligner et dobbelt W. Vi havde dog ikke tid til at tage hele dobbelt W'et, da vi skulle naa tidsnok tilbage til Puerto Natales til vores faerge mod Puerto Montt. Derfor skipede vi den foerste dag af W-ruten, da den hovedformaal var et blik udover en gletscher (og i og med, at vi havde set Perito Moreno taenkte vi, at vi ikke ville ga glip af noget). Dermed kom vores rute til mere at ligne et N. Paa hostellet aftenen inden varmede vi op med hjemmelavede burgere - og ja, han ved nok hvordan saadan en skal laves (hehe). Sammen med alle de andre backpackers tog vi morgnbussen til nationalparken. Heldigvis var vi i omraadet (faktisk i hele Patagonien) i lavsaesonen, saa der var faktisk ikke saerlig mange turister, hvilket jo altid er dejligt. Med en lille katamaranfaerge sejlede vi vi igennem en raekke soeer og ind i hjertet af nationalparken, hvorfra vi skulle starte vores trekking. Da vi droppede den foerste del af deobbelt W'et fik vi faktisk den foerste dag naesten for os selv, da vi gik den modsatte vej af alle andre. Herunder er vi ready til start med oppakning og det hele: Foerste dag af trekking gik vi op til en lejrplads, hvor vi satte vores tasker og fortsatte ind i "El Valle Francés", hvilket betyder den franske dal. Vi gik saa langt op vi kunne naa - vi skulle nemlig naa tilbage til vores tasker og videre til et refugium laengere nede inden solnedgang. I dalen havde sadanne udsigter til de tre sider: Jeps, man ligner vel en rigtig opdager! Paa den videre vej mod refugiet kom vi blandt andet igennem en eventyrskov: Og en strand, som absolut indboed til solbadning samt et dyp i soeen, hvis temperaturen da lige havde vaeret en 20-30ºC varmere. Vi fik fyldt vores vandflasker - vandet i omraadet er (endnu) saa rent, at man kan drikke direkte fra floderne og aaerne. Og et enkelt hoppebillede blev det ogsaa til: I refugiummet lejede vi to allered opstilte iglotelte, og saa havde vi ellers selv medbragt sovepose og liggeunderlag. Vi var saa heldige, at vi kunne bruge faciliteterne indenfor ogsaa, saa her tilberedte vi vores aftensmad og hyggede med et spil kort inden det var sengetid. Den kommende dag skulle vi tidligt op og afsted ved daggry ifoelge vores forholdsvist stramme tidsplan. Igen skulle vi naa et nyt refugium for at efterlade vores oppakning der, og derefter saa langt videre op mod et udsigtspunkt over "los Torres" vi kunne naa for stadig at naa tilbage til refugiet, inden moerket faldt paa. Jeg naaede helt op til taarnene - dog uden pigerne, der stoppede paa vejen. Det kostede nogle efterfoelgende kaempevabler, men det var det hele vaerd, og udsigten var til de tre specielle bjerge var rigtig flot: Paa vejen ned fra taarnene kunne man se et meget besynderligt faenomen, mens moeket faldt paa. Det foelgende billede herunder ligner det naermest at det regner bare ned mod en enkelt plet paa jorden, hvilket virker besynderligt - saa hvis nogen har en forklaring herpaa hoerer jeg gerne! Tilbage i vores sidste refugium, som var temmelig stort, bestemte vi os for, at vi havde fortjent en god middag, saa vi forlod vores pasta med tun og tomat for en tre-retters i refugiets restaurant. Ifoelge vores sammenregninger havde jeg ogsaa gaaet over 50 km. indenfor de sidste to doegn, og der manglede stadig et par naeste dag for at naa op til bussen tilbage til civilisationen. Vi naaede dog til enden den naeste dag, og vi kom tilbage til Puerto Natales. Aftenen tilbage i civilisationen taenkte vi, at vi maatte fortsaette hvor vi slap, da vi drog fra byen, saa vi gik ud og fik en kaempe burger a la en rigtig café burger: Ved ankomsten til Puerto Natales blev vi desvaerre rigtig skuffede, da vi fandt ud af at vores fire-dages sejltur op gennem de chilenske fjorde til Puerto Montt var blevet aflyst, da baaden var blevet noedt til at vende tilbage til Puerto Montt paa vejen til Puerto Natales (hvor vi skulle paa) pga. problemer med motoren. Saa her stod vi lidt med haaret i postkassen, for udover at gaa glip af denne eftersigende rigtig fede sejltur, saa var vi nu rigtig langt sydpaa og skulle dermed finde et alternativ til at komme norpaa igen mod Santiago og La Sernea igen. Da det var lige op mod paaskeweekenden, var alle flyafgange enten udsolgte eller alt for dyre, saa vi endte med at hoppe paa en bus til Santiago, som undtaget et skift i den chilenske by Osorno paa cirka otte timer, tog os paa en to doegnstur gennem Argentina og tilbage ind i Chile med endestation i hovedstaden Santiago. I Osorno kunne man lige fange dette billede af mig og denne tyr: Koeer er en meget stor ting her i regionen (kilde: Papa Keld), hvilket skiltet under statuen da ogsaa fortalte - her stod: "Osorno: Koedets jord, maelkens faedreland". Endelig ankommet i hovedstaden Santiago bestemte vi os for at tage et par dages med afslapning og ikke mindst masser af sol og varme!