Desert, saltlakes, geysers, mountainbiking, sandboarding and volcanoclimbing...

... in San Pedro de Atacama. Vi har tidligere udfordret nogle af de sydlige egne af Chile, så nu var det blevet tur til at indtage dele af norden. Derfor tog Lisbeth og jeg på en lille bustur til den lille by San Pedro de Atacama, som ligger ganske tæt på såvel den bolivianske som den argentinske grænse. Vi tog afsted tirsdag den 5. maj om aftenen, og ankom om onsdagen ved eftermiddagstid. Om torsdagen ville vi få selskab af to andre udvekslingsstuderende fra La Serena, og således ville vi være samlet i den samme gruppe, som indtog Patagonien i syden - Lisbeth (DK), Rebecca (Australien), Melanie (Tyskland) og jeg. Ligeså snart bussen rullede ind i byen startede hosteljagten. Det skal siges, at den lille by San Pedro de Atacama på omkring blot 5000 indbyggere nok ikke ville eksistere, hvis det ikke var for turismen. Således er cirka hver anden bygning enten et hostel, et turistbureau eller en restaurant. Vi fandt frem til et hyggeligt lille hostel med hængekøjer i gården, og så var jeg jo solgt. Resten af dagen gik med at finde ud af samt planlægge hvad resten af dette nordlige eventyr skulle indeholde, og om aftenen havde vi selvfølgelig fortjent et lille glas rødvin til maden! Næste dag havde vi bestemt os for at leje et par cykler og cykle ud i det omkringliggende landskab, så vi fik fat i et par ægte mountainbikes, og så var det ellers bare afsted. Første stop gjorde vi ved et gammelt indianerfort fra 1200-tallet ved Pukará de Quitor. Mht. byggestilen kan man lægge mærke til, at den er anderledes fra eksempelvis Inkaernes (hvis Rige ellers nåede herned og længere under tidligere tider). Husene er opbygget af forholdsvist små sten, og der er blevet brugt en slags mørtel af en art til at holde dem sammen. Derudover er husene runde eller ovalle i formen. Vi fortsatte opad det bagvedliggende bjerg for at nå til et udsigtspunkt, hvorfra man kunne få et godt overblik over hele området. Heroppe stod der, som det ofte er tilfældet, et kors. Dette var dog forholsdvist moderne, og fortalte en historie om hvordan indianernes fort var blevet indtaget i sin tid. Deroppefra kunne man nyde blikket over den dal, vi var på vej ind i, ... byen hvorfra vi kom, ... samt de omkringliggende bjerge, Herefter fortsatte vi mod et område kaldet La Qubrada del Diablo, hvilket oversat betyder Djævlens kløft. Her kunne vi sno os mellem bjergvæggene på vores cykler, og her blev man glad for de mange gear (specielt de lave) samt de brede dæk!

Derudover skulle man passe på hovedet af og til.

Eller også kunne man prøve at lege stærk mand og blot løfte klippen til side, når man skulle frem.

På vores frem og tilbage i dalen mod La Quebrada del Diablo stødte vi på det store Baobab træ fra Løvernes Konge, hvor det var muligt at fortærre en af de medbragte sandwiches i ro, mag og skygge. En bette flod skulle også lige krydses, så det var af med sko og sokker og ud i det kølige vand. Et kort øjeblik overvejede jeg også blot at cykle igennem, men det havde nok bare endt med, at jeg så var faldet og blevet helt gennemblødt, så ved nærmere eftertanke er jeg ganske tilfreds med ikke at have prøvet.

Tilbage i byen modtog vi vores to rejsebuddies, og derefter indtog vi en af turoperatørerne for at forhandle os frem til en god pris på de ture vi havde bestemt for resten af ugen - nu var vi pludselig fire, og så havde vi jo lidt tyngde bag forhandlingerne. Det lykkedes, og dermed lå resten af turens program fast. Dette skulle fejres, og derfor gik vi ud og fik en lækker middag på en af byens mange restauranter. Det var en rigtig hyggelig halvoverdækket gård med et bål i midten: Så medfulgt af et glas vin fik vi mad i maven. Næste formiddag udforskede vi byen ved at gå et smut på det lokale museum samt ved at aflægge et af de lokale markeder et visit. Og her kom der lige lidt chilensk patriotisme op i mig - hvem kan sige nej til en strikket kasket i flagets farver?

Morgenmaden fik vi i øvrigt på en ligeledes rigtig hyggelig lille café næsten lige ved siden af vores hostel. Her havde vi allerede været en gang eller to før, men da stedet virkede så hyggeligt og afslappet (og iøvrigt havde rigtig fornuftig mad) var gentagelser helt iorden.

Om eftermiddagen var det tid til vores første arrangerede tur ud i den flotte region omkring byen. Vi drog ud til Salar de Atacama, som er et ørkenområde indeholdende saltsør af forskellig art. Første stop var ved saltsøen Laguna Cejar, hvor vi havde mulighed for at bade i den voldsomt saltholdige sø. Her er vi først på vej ud.

Så kom man under vandet (så meget det nu var muligt).

Og så et lille sejrsbillede til bagefter.

Det var sjovt at opleve den forstærkede opdrift i vandet - det ville umiddelbart være svært at drukne i så saltholdig vand. Eftersigende skulle den megen salt være godt for huden, men jeg synes faktisk næsten, at det sved på huden. Heldigvis havde vi en tank med ferskvand med i bilen, så vi kunne blive skyllet efter saltbadet. Normalt ville man også have haft mulighed for at bade ved næste stop, som var to små med dybe fersvandsøer, men desværre var der så lidt vand i dem, så det kun blev til et kort blik istedet. Vi fortsatte til den næsten udtørrede saltlagune Laguna Tebinquiche, hvor saltet og vandet gjorde, at man kunne tage en række sjove billeder.

Det er forresten mit chilenske ID-kort, jeg så bravt holder over hovedet her. Vi blev på stedet for at se solnedgangen, og for at betragte månen komme på himlen. Det var netop fuldmåne i de dage, så landkabet var ganske spektakulært under den store skinnende måne.

Månen, som jeg iøvrigt kunne holde i min små hænder:

Tilbage i San Pedro de Atacama måtte vi gå tidligt til køjs. Næste dag (lørdag) blev vi nemlig afhentet på det gudsforladte tidpunkt af klokken fire den mørke morgen. Grunden til dette tidspunkt var, at vi skulle op og se en række gejsere kaldet Geysers del Tatio, og dem skal man nå at se omkring solnedgang, for der er temperaturen i luften stadig så lav, at de er muligt at se al dampen. Det skal siges, at gejserne ligger i over 4000 meters højde over havoverfladen, så da vi nåede derop lå temperaturen på minus 11,5 graders celcius. Området var delt op i en yngre del, som for nylig var begyndt at røre på sig samt en ældre del, som havde været aktiv i lang tid. Som det første tjekkede vi den nyere del ud.

Herunder et blik op på den nye del fra den gamle del af gejsererne samt et billede af en af de højere gejsere mens den stadig var klar i sollyset.

I den gamle del kunne man bade i en af de varme kilder fra gejseraktiviteten, hvilket jeg dog valgte at hoppe over. Til gengæld tog jeg da en bette slapper foran en af gejserne.

Hen på formiddagen vendte vi snuden mod byen igen, hvor vi lige kunne nå at slappe af inden eftermiddagens aktiviteter gik igang. På vejen stoppede vi i en lille landsby, hvor der var mulighed for at få en lille bid mad. Vi investerede i et grillet spyd med lamakød, og det smagte faktisk forbløffende godt.

Tilbage i byen fik vi samlet kræfter, og om eftermiddagen drog vi med en firhjulstrækker ud til nogle af de massive sandbakker i området. Stedet blev kaldt Valle de la Muerte, hvilket faktisk betyder Dødens Dal. Her skulle vi finde vores indre surferdude frem, for det var tid til at skulle prøve at sandboarde (eller sandsurfe om man vil). Det eneste man sådan set skulle bruge var denne høje sandbakke, et surfbræt samt masser af gåpåmod og godt humør - så her er vi ready til at gå igang:

Jeg synes det var virkelig sjovt, og man kunne faktisk få pænt meget fart på ned af siden (der kunne så være små problemer med hvordan man skulle stoppe, hehe), som følgende billedeserie viser:

Men det er blot op på hesten igen - øvelse kræver jo mester. Alt i alt synes jeg dog, at jeg fik bare en lille smule mere styr på det undervejs.

Efter surfing kørte vi videre til Valle de la Luna (= Månens Dal), for at se solnedgangen samt påny betragte den fulde måne. Endnu engang et rigtig flot sted.

Et sted som fortjente en gang YMCA (jeps, nyn bare med):

Månen lyste så kraftig, at det var svært at fange den på film, uden at den bare lignede solen - det bedste forsøg må være nedenstående og man skulle da fange månen her i Månens Dal!

Søndagen var sidste dag, inden vi skulle tilbage til La Serena og ikke mindst universitet. Denne dag havde vi dedikeret til at bestige en vulkan. Vi skulle op i over 5000 meters højde på vulkanen Lascar, som ovenikøbet pt. er aktiv, og er i udbrud cirka hver fjerde år. Endnu engang bragte en firhjulstrækker os ud i det blå. Vi stoppede på vejen for at få en omgang morgenmad, og her kunne vi betragte den samme måne som dagen før blot på den anden side af himmelen.

Herunder ser i vulkanen på afstand - vi skulle helt op i midten, for at kunne se ned i krateret.

Her er vi på vej op, og det fede ved det her billede er, at man faktisk kan se lavaen fra de sidste udbrud, som var i 2007, og hvordan den ligesom er løbet ned af bjergsiden og ud i ørkensandet.

Efter nogle timers bjergbestigning var vi næsten ved toppen og kunne for alvor se alt dampen og røgen.

Fra toppen kunne vi se ned i krateret. Dog ikke helt ned til lavaen, men dampene var ikke til at tage fejl af (faktisk lugtede de lidt af fis, om man så må sige - hvilket forklarer hvorfor jeg forsøger at dække næse/mund til sidst).

På vejen ned et bette udsigstbillede af mig med landskabet i baggrunden:

Vi var tilbage på vores hostel sidst på eftermiddagen, og kunne lige nå et enkelt bad inden det var tid til aftensmad og bustur hjemad. Efter dagens strabadser tænkte vi, at vi havde fortjent at spise ude, så det blev til en lækker tre-retters på en af byens restauranter.

Alt i alt var det en rigtig god smuttur i det nordlige Chile, hvor vi fik oplevet en hel masse! Nu er jeg tilbage i La Serena, hvor denne weekend har stået på fødselsdag for en af de andre udvekslingsstuderende, Tahlia, ligeledes fra Australien, og derudover var vi et smut i biografen for at se "Angels and Demons", som er efterfølgeren til "Da Vinci mysteriet" - ganske fornuftig og anbefalelsesværdig. Ellers er det ved at være tid til flere prøver på universitetet. Men hvad jeg ser mest frem til lige nu, er et besøg fra papa Keld, som er i Chile i forbindelse med et job, han arbejder på. Han kommer forbi La Serena næste weekend, så det skal nok blive ganske hyggeligt!

"Jeg er en glad lille cowboy..."

Et par uger efter vores Patagonien eventyr, som de sidste tre indlaeg har handet om, besluttede Lisbeth og jeg os for i sidste weekend (dvs. den 25-26. marts), at udforske naeromraadet omkring La Serena lidt. Vi har fag med en chilensk fyr, som kommer fra Vicuña, der er en by omkring halvanden times koersel ind i landet fra La Serena. Vicuña ligger i Elqui dalen (og er omraadets hovedby), hvor det pga. de omkringliggende bjerge aabenbart altid er godt vejr med blaa himmel, solskin og dertilhoerende ganske gode temperaturer. Elias, som han hedder, inviterede os til at komme derind i sidste weekend, hvor vi saa kunne bo i hans barndomshjem, hvilket vi selvfoelgelig takkede ja til. Vi tog afsted om fredagen, og naaede et smut paa det lokale diskotek om aftenen med Elias' venner fra omraadet. Om loerdagen drog vi videre ind i dalen til enm rigtig hyggelig lille landsby ved navn Pisco Elqui. Denne landsby har lagt navn til Chile's nationalspiritus Pisco'en, og i omraadet ligger nogle af landets stoerste piscodestillerier. I Pisco Elqui fadt vi frem til en mand, som udlejede heste og lavede smaature rundt i omraadet paa hesteryg for turister som os. Saa det endte med, at jeg Lasse, der ellers tidligere, hvilket jeg ikke er flov over at indroemme, var lettere bange for heste, da det jo er et voldsomt stort dyr - nogen gange hoejere end mig selv, - jeg kom ud og ride. Foerst skulle jeg lige op paa hesten:

Og op det kom jeg saa:

Saa afsted gik der herefter ud i landskabet. Og det der med at ride - der maa vaere et trick for at det ikke goer ondt. Her taenker jeg ikke kun paa ens bagdel men ogsaa visse andre mandlige kropsdele. Naar hesten gaar stille og rolig er det intet problem, men hvis den stikker i trav skal man vaere paapasselig. Min hest, som ioevrigt loed navnet Christian, var generelt ganske flink, og lod ihvertfald som om det var mig der bestemte, selvom den egentlig mest bare fulgte efter hvad, de andre heste gjorde. Pa vores tur endte vi oppe paa en bakketop, hvorfra der var god udsigt over den lille landsby. Paa vejen stoppede vi for at stille de smaa hestes toerst, hvilket gav mulighed for et par billeder. Foerst os alle tre fra venstre Lisbeth, mig og Elias.

Og et close-up: Til sidst var det tid, at sige farvel, og mig hesten Christian var gaaet hen og blevet ganske gode venner - se det store hestesmil: Efter laekker hjemmelavet, men dog sen frokost, lavet af Elias' bedstemor og bestaaende af Pastel de Choclo, hvilket betyder "majskage" (planlaegger et senere indlaeg omhandlende blandt andet mad generelt), drog vi et smut ud til en opdaemmet soe i omraadet for at se solnedgangen. Her naaede vi lige at faa et glimt af nogle kite-surfere. Jeg kunne utrolig godt taenke mig at proeve at kite-surfe, men indtil videre er jeg startet med at gaa til almindelig surfing via et kursus universitetet har her i La Serena. Det er ogsaa rigtig fedt, men det kraever vist en del oevelse med min balance. Efter kort tid gik solen ned bag soeen, og vi drog tilbage mod Vicuña. Om soendagen havde vi planlagt en tur paa en piscofabrik, men vi var saa uheldige, saa lige netop den dag var der storaktionaermoede og dermed ingen rundvisninger. Vi maa derfor tilbage en senere gang, hvilket dog absolut er okay, da Elqui dalen er rigtig hyggelig, og vi desuden mangler vi ogsaa et besoeg paa et af omraadets mange observatorier, da vi desvaerre ikke kunne naa det soendag aften inden vi skulle med bussen tilbage til La Serena. Om soendagen var vi derfor ude og spise paa en lokal restaurant ejet af en af Elias' venners familie, og her fik vi en specialitet, nemlig grillet gedekid. Det var faktisk rigtig laekkert, og med en efterfoelgende hjemmelavet kartoffelmos kunne det ikke blive bedre. Efter dette gode frokostmaaltid besteg vi en lille bakke i udkanten af byen (dog med taxa..), og fik en god udsigt over hele Vicuña og det omkringliggende omraade. Det var en god afslutning inden vi om aftenen hoppede paa en bus tilbage til La Serena og studierne mandag morgen.

Som afsluttende info i dette indlaeg kan jeg fortaelle at den naeste tur ud i det blaa starter paa tirsdag (dvs. den 6. maj). Her indtager Lisbeth og jeg dele af det nordlige Chile, maaske i selskab med et par af de andre udvekslingsstuderende igen. Vi tager til byen San Pedro de Atacama belliggende ganske taet paa graensen til Bolivia. Herfra haaber vi paa at se imponerende landskab med geysere og varme kilde samt, hvis vi er heldige, proeve at sandboarde! - Efterfoelgende indlaeg vil selvfoelgelig foelge her paa bloggen.

Patagonien retur, aka. Santiago

I Santiago havde sommeren endnu ikke sluppet sit tag, paa trods af, at vi er et godt stykke hen i efteraaret ifoelge kalenderen. Det noed vi selvfoelgelig rigtig godt af efter vores tur til blandt andet verdens ende, hvor temperaturerne absolut ikke var gavmilde. Eftersom vores baad faerge fra Puerto Natalaes til Puerto Montt tidligere var blevet aflyst havde vi lidt laengere tid i hovedstaden inden vi skulle retur til La Serena og ikke mindst Universitetet. Vi moedtes med yderligere tre af de udvekslingsstuderende fra La Sernea, som ikke havde vaeret med pa vores tur og sammen drog vi saa paa lidt sightseeing og noed eller livet. Oppe fra en Jomfru Maria figur, har man udsigt over hele Santiago:

Heroppefra tog vi en svaevebane laengere ned i et flot naturomraade i en park midt i byens centrum. Herfra gik vi tilbage ud i byen:

Og undervejs i vores besoeg var det naturligvis muligt med pitstops og dermed is!

De to aftener vi havde i Santiago brugte vi paa at oplave noget af byens natteliv, og den ene aften varmede vi op med en salsalektion paa hostellet - og jeps, min lange krop maatte ogsaa finde nogle moves frem. Efter det var det naturligvis tid til en oel paa en fortovscafé inden vi skulle videre (paa en salsaklub hvis det skal vaere helt eksakt). Santiago var en god afslutning paa vores Patagonien-trip, og herefter var vi ogsaa helt forberedt paa universitetet samt de proever vi havde i de efterfoelgende uger.