Rio de Janeiro ligger i Brasilien, hvor man taler portugisisk og ikke spansk som i de andre lande, vi har rejst rundt i. Dog kan man godt klare sig igennem med lidt spansk og det portugisiske "obrigado", som overhovedet ikke minder om sin spanske faetter, men betyder tak. I denne herlige brasilianske storby har de tradition for hvert aar i slutningen af februar, hvor det er hoejsommer i regionen, at afholde et bette karneval (tilhoerende gruppen af de stoerste karneval i verden). Dette skulle naturligvis ikke gaa vores naese forbi, naar vi nu befandt i Sydamerika paa netop dette tidspunkt. Derfor snuppede vi et fly fra Lima i Peru, der foerte os til Rio de Janeiro og omkring en uges karnevalsfestligheder. Vi ankom onsdag morgen, og den officielle del af karnevalet foregik over fire dage fra loerdag til tirsdag. Men i hele maaneden op til havde der vaeret gang i gaderne i byen, og dette vil fortsaette i ugerne efter paa samme vis. Vi indlogerede paa et fuldstaendigt fyldt hostel i bydelen Copacabana, en fem minutters gaatur fra stranden. Vores vaerelse var proppet med tre tre-sengs koejesenge, saaledes rummet husede ni personer i alt - uden vindue eller aircon var vores bedste ven paa vaerelset en fane , som koerte uafbrudt.
Det skal maaske naevnes at der var sol og varme i massevis hver dag, og at naetterne stadig kunne udleves i shorts og t-shirts. Som det foerste punkt paa dagsordenen inden vi for alvor begyndte at udforske Rio var, at jeg skulle koebe mig et nyt kamera. Men hvorfor dog det taenker den vakse laeser maaske - Lasse havde da lige faaet et splinternyt kamera i julegave, som ogsaa var blevet brugt til at dokumentere opleveslerne indtil nu. Jo, det kamera laa paa bagsaedet af en taxa den andensidste dag i Lima, og her glemte jeg at tage det med ud, da vi forlod taxaen. Saa jeg kunne kun anklage mig selv for at vaere for distraet, og ingen andre for lommetyveri eller lignende. Derfor bestemte jeg mig for, at der intet andet var at goere end at koebe mig et nyt. Da jeg var blevet glad for det andet, samt havde sat mig nogenlunde godt ind i dets funktioner gik jeg efter et identisk kamera. Jeg var derfor glad, da jeg fandt praecis det samme (blot i en anden farve) til nogenlunde samme pris.
Om torsdagen taenkte vi, at en guidet tur rundt i byen var paa sin plads, saaledes kunne vi komme til at kende byen bedre inden vi kastede os ud i karnevalets festligheder. Et kendt monument i byen er en kaempe Jesus figur paa en 30-40 meter, der staar paa toppen af en bakke i en skov i midten af Rio. Denne skov er den stoerste skov placeret i midten af en by i verden. Fra toppen af denne bakke er der en fabelagtig udsigt over den maegtige by.
Vi efterlignede nogle andre turister paa stedet og forsoegte at fange Jesus figuren i solbrilleglasset - jeg synes selv resultatet blev okay.
Ellers kan man ogsaa bare lege Jesus selv, og indtage samme tilgivende position.
Om fredagen havde hostellet arrangeret et boat-trip for alle gaesterne i samarbejde med et andet hostel i omraadet. Har sejlede vi ud om eftermiddagen til en fin lille bugt, hvor der var muligheden for at bade fra baaden. Vi naaede at faa solnedgangen med, inden baaden vendte tilbage og vi saa kystliniens mange lys paa vej til havnen. Kanske det er vigtigt at fortaelle, at vi havde fri bar paa baaden - saa mojitos, cuba libres, oel mv. floed i stride stroemme. Dette sammen med en ganske god (og kvindelig) dj fik hurtig skabt en festlig stemning.
Som en anden galionsfigur laa der en yndig ung mand paa den allerforreste del af skibets daek. I baggrunden kan man maaske skimte en fin lille sandstrand, som der var flere af i den del af bugten vi laa for anker.
Baaden var i to etager, og man kunne snige sig til at hoppe i vandet fra foerste salen. Denne chance lod jeg ikke gaa mig forbi. Selvom det maaske havde set bedre ud med et hovedspring - men som flere maaske er bekendt med, er det en disciplin, jeg desvaerre ikke besidder.
Alt i alt var det en virkelig sjov eftermiddag, hvor vi laerte nogle flinke mennesker fra hostellet at kende. Fra baaden fik vi ogsaa en ganske flot solnedgang med i koebet inden turen gik tilbage mod havnen.
De to vigtigste ting de efterfoelgende dage under Rio's karneval er de saakaldte blocos samt sambaskolernes konkurrence i el Sambódromo. Begge ting kraever maaske en forklaring, og da vi deltog i begge slags begivenheder, vil jeg naturligvis fortaelle naermere i det foelgende. En bloco er et karnevalsoptog a la der afholdes hvert aar i Aalborg. Forskellen her er blot, at der er massevis af blocos i alle slags stoerrelser (flere meget stoerre end det aalborgensiske). Hvert kvarter afholder deres bloco, som bestaar af et optog med musikvogne og masser af festglade mennsker gennem gaderne. Naar optogene slutter er der ofte en plads med scene og musik mv. - man kan saa vaelge at blive og feste der, eller simpelthen hoppe videre til den naeste bloco og fortsaette saaledes hele dagen. Vi deltog selvfoelgelig i et par stykker af disse optog, og til det ene var vi heldige at have et kamera med. Det var dog ikke vores, men tilhoerte en pige ved navn Anna fra hostellet. Hende og hendes kammerat David hang vi ud med ved flere lejligheder.
Herover ses firkloeveret bestaaende af fra venstre Lisbeth, jeg, Anna og David. Der var masser af mennesker paa gaden under disse blocos, og stemningen var rigtig fed med konfetti og glade festfyldte ansigter overalt.
Til denne bloco startede vi faktisk ud uden nogen form for udklaedning overhovedet, men efter at have moedt folk med ansigtsmaling samt have faaet forskellige remedier foraeret, faldt jeg hurtig ind i maengden.
Og jep, det er Dannebrog i panden. Diademmet gav mig selvfoelgelig et vist touch af bling, om man saa maa sige, men det havde ogsaa til fordel at holde haaret vaek fra panden, saaledes Dannebrog forblev intakt. Deltagerne i optoget havde mange forskellige sjove ting med sig, og specielt en gruppe, hvortil manden nedenunder hoerte, fangede min opmaerksomhed. Krokodillen omkring hans mave er fuldstaendig identisk med en badering, som stod min roommate David i Zaragoza i Spanien sidste sommer meget naer. Saa jeg haaber billedet vil bringe gode minder!
Denne bloco koerte forbi stranden i kvarteret Ipanema. Da det var virkelig varmt benyttede vi muligheden for at snuppe en tur i boelgerne, og dermed ogsaa vaske os bare en smule rene. Herefter var det tid til en snack, saa vi skaffede os en friskkogt majskolbe fra en af de mange gadesaelgere. Man kunne forresten faa mange forskellige snacks paa gaden, og vi fik vist fortaeret op til flere grillede poelser eller grillspyd samt popcorn og is paa den konto.
Udover de naevnte snacks kunne man paa stranden faa helt friske kokosnoedder til naesten ingen penge. Dette proevede vi naturligvis ogsaa, og det var faktisk ganske fornuftigt. Saelgeren hakkede et lille hul i toppen af kokosnoedden, og derigennem kunne man saa suge kokosmaelken op via et sugeroer.
Mandag aften havde vi billetter til el Sambódromo, hvor de forskellige sambaskoler skulle dyste. I alt skulle tolv skoler dyste og vise deres kunnen. De seks foerste havde optraadt om soendagen, og vi skulle saa overvaere de seks resterende. Dette var en meget imponerende oplevelse. Hver skole havde 82 minutter, og maatte ikke bruge laengere tid paa deres optog. Saa da det hele blev skudt igang klokken ni om aftenen afsluttede den sidste skole foerst klokken halv syv naeste morgen. Optogene fandt sted paa et stykke vej omgivet af siddepladser til publikum, hvor skolerne saa dansede sig fra den ene ende til den anden. Hver skole havde mellem seks og otte vogne, som var udsmykket efter alle kunstens regler. Paa det kommende billede kan man se fra vores pladser og saa ned mod enden af Sambódromo. Dvs. optogene startede i den modsatte ende, som ikke er med paa billedet.
Man kan maaske skimte de forskellige farver ned langs optoget. Hvert optog var delt op i forskellige temaer med forskellige dragter, som saa dansede samlet. Ligeledes var de forskellige vogne, som ioevrigt var imponerende store og flot udsmykket. Hver skole blev skudt igang med en gang fyrvaerkeri, og paa billedet herunder ser man den modsatte ende i forhold til det foerste billede - dvs. den ende, hvor optogene startede fra.
Det var svaert at indfange den utrolige stemning samt alle de imponerende udklaedninger og vogne paa billeder, men de to foelgende er blot et par af de mange vogne.
Hver skole havde deres eget band, hvor der skulle vaere mindst 200 mennesker. Derigennem kunne vi regne ud at der maatte vaere mindst to tusinde sambadansende deltagere i hver skole. Derudover havde hver skole deres egen sang, som koerte under deres del af optoget. Selvom denne sang var paa portugisisk laerte man hurtig et par linier eller slagord fra hver. Hele arrangementet var en utrolig oplevelse, og for at bevise at vi rent faktisk var der, faar I lige et billede af de glade danskere med en snert optog i baggrunden.
Hele vores uge i Rio de Janeiro var en fantastisk oplevelse, og jeg vil anbefale alle der faar muligheden for at tage del i festlighderne til, blot at goere det.
Efter den lange rejse mod syden bestemte vi os for, at vi den foerste aften i Punta Arenas maatte forkaele os selv med en laekker middag. Saa vi fulgte en af guidebogens anbefalinger, og vi maatte erkende, at der havde man virkelig ramt plet - "La Marmita" var en hyggelig lille restaurant spraengfyldt med atmosfaere og noget rigtigt laekkert mad. Saa akkompagneret af et glas roedvin gik vi i krig med menukortet, hvor jeg valgte at faa en god stor boef med ovnbagte rodfrugter og roedvinssauce. De tre andre valgte tre andre mindst ligesaa laekre retter.
Fra venstre er det mig, Rebecca, Lisbeth og Melanie. Efter at boeffen var spist, og der var blevet drukket lidt vin og konverseret om de nye kolde omgivelser kunne jeg dog godt klare en dessert - saa en hoej flot chokolademousse blev det ogsaa til (hmm).
Dagen efter tog vi ud og udforskede byen inden vi skulle paa en bette tur om eftermiddagen. Vi valgte at gaa langs vandet fra vores hostel til centrum, hvilket var en temmelig blaesende vej. I bugten ud for byen kunne man dog spotte et par haardfoere skibe, og da vores slagsange for turen blev temaet fra "SS Martha"-filmen (ihvertfald for den danske delegation) og "these botes are made for walking" (forklaring paa den foelger i et senere indlaeg), kunne jeg ikke lade vaere med at synes at skibene mindede om dem i filmen. Saaledes ser man her foerst SS-Martha flankeret af et eller andet hvidt skib,
samt paa dette billede den onde modstander MS-Harald fra Norge.
I forbindelse med denne soesnak boer det maaske lige naevnes, at vi fik loest et af livets store spoergsmaal undervejs paa vores tur - bruger man det samme kompas baade paa den nordlige og den sydlige halvkugle af hensyn til de to poler? Og svaret er ja, det goer man, da kompasset pil altid vil pege mod nord, fordi jordens magnetfelt stroemmer fra syd mod nord (jeg takker Morten C. for forklaring i denne sag). Et andet af livets store spoergsmaal mangler vi dog at faa helt afklaret endnu - hvirvlen i toilettet, naar man skylder ud, loeber den i samme eller modsat retning paa de to halvkugler? Tilbage til Punta Arenas - paa vores vej rundt i byen faldt vi ogsaa over et par sjovt malede huse. Det ligner rigtignok (naesten), at jeg er paa vej ind ad en mindre gade paa det foerste billede.
Men herunder kan man se, at det blot er et vaegmaleri paa siden af et hus. Huset, hvorpaa malerierne dekorerede, var et hjoernehus, og hele vejen rundt var der andre smaa sjove finesser i form af malerier.
Paa den centrale plads i byen var en statue af den foerste opdager i omraadet. Han kaldte den allersydligste del af regionen for "Tierra del Fuego", hvilket betyder Land af Ild.
Ifoelge en legende bringer det lykke, hvis man kysser foden af en af de mindre statuer nedenfor, saa det skulle jeg selvfoelgelig proeve:
Patagonien er rigtignok langt vaek fra alting, og flere steder ser man disse paele fyldt med skilte med kilometerantal til forskellige destinationer i verden - saaledes er var der over 13500 kilometer til Paris (og altsaa endnu laengere til lille Danmark).
Jeg maa hellere afsloere med det samme, at mad og drikke var et meget vigtigt element under denne tur, saa hvis der foelger flere madbilleder og forklaringer er det hermed forklaret hvorfor (der skal ogsaa sul paa kroppen for at klare kulden paa de breddegrader). Saa inden vores eftermiddagstur samme dag snuppede vi lige en kop varm chokolade med hvad der sig dertil hoerer.
Man kan maaske skimte paa billedet, at koppen, som ioevrigt indeholdte den bedste varme chokolade jeg har faaet laenge, fortaeller om bogstavet L, og hvordan du som person er, hvis dit navn starter med L. Saa Lasse er altsaa "Loving", en "Leader", og han "Looks good" (hehe..). Efter den varme chokolade koerte vi ud i det kolde landskab for at se pingviner. Pingviner vender altid tilbage til det omraade de blev foedt for at yngle (hvor de ioevrigt har den samme partner gennem hele livet), saa derfor tog vi ud til et yngleomraade, hvor man altid er garanteret at se pingviner. I omraadet er der lavet nogle stier som man skal foelge for at forstyrre dyrene mindst muligt. Jeg maa sige, at jeg synes pingviner hoerer til blandt de sjoveste dyr i verden - de gaar jo ikke, de vralter.
Proev at taenk, hvis mennesker havde samme proportioner som pingviner (bare stoerre), og derfor maatte gaa paa samme maade. Mig som menenskelig pingvin
Og den rigtige maade at "vralte" paa:
Jeg tror det maa have vaeret tid til at gaa paa jagt/vende hjem fra jagt, da vi var der, for en stor del af pingvinerne var samlet paa stranden.
Et alternativ kunne ogsaa vaere, at de gjorde sig klar til at emigrere til nordligere egne. Vi kom i slutningen af ynglesaesonen, og ifoelge optaellinger er der over 10.000 pingviner i omraadet i hoejsaesonen. Saa selvom det lyder helt vildt med saa mange pingviner paa det omraade, saa var vi nu ganske tilfreds med det antal, vi saa. Naeste stop paa i Patagonien var verdens sydligst beliggende by, Ushuaia i Argentina. En tolv-timers bustur dertil foerte os gennem det mest oede landskab jeg nogensinde har set.
Selv ved graenseovergangen mellem Chile og Argentina var der saa og sige intet.
Paa vejen krydsede vi med faerge en bugt, hvor vi udnyttede tiden til at faa strukket benene og kigget lidt udover vandet - her spottede vi en spaekhugger, som valgte at foelge skibet, og hoppe op af vandet som en anden artist til alles fornoejelse.
Ganske vidst er sydspidsen Cap Horn chilensk territorium, men der er praktisk talt intet efter Ushuaia, og vil man helt til spidsen, er det en eftersigende haard sejltur paa flere dage. Af den grund kaldes Ushuaia "El Fin del Mundo" (Verdens Ende).
Endnu engang fortjente vi her i byen en kop varm chokolade med tilhoerende kage, saa derfor fandt vi en af byens mange "Chocolaterias", hvor de havde kager, man ofte blot kan droemme om - den bagerste er min chokoladebombe.
Vi havde kun en enkelt hel dag her ved verdens ende, og den valgte vi at udfylde ved at lege bjergbestigere og bagefter "George of the Jungle"- forklaringer foelger. Foerst snuppede vi en taxa et stykke op af de bagvedliggende bjerge. Den koerte os op til starten af en lift - en lignende som folk kender fra skiferien. Den foerte os videre op af bjerget.
I baggrunden skimter man Ushuaia. Efter liften stod den paa bjergbestigning (dog nok af den noget bloedere slags). Herunder ser vi mig varme op ved at kravle op paa en stor sten. Bjerget man ser i baggrunden gik vi efterfoelgende opad - helt op til den hvide del til venstre for min arm.
Paa vejen legede vi Bukke Bruse, hvor man nok kan gaette at jeg var trolden - "Hvem er det der tramper paa min bro!?"
Efter lidt leg og lidt klatring naaede vi skam ogsaa helt op til starten af gletscheren, som de alt de hvide, udover sne, er.
Hvad kan man saa give sig til der paa toppen? Lave en sne-engel selvfoelgelig!
Eller maaske snuppe en smagsproeve paa den rene sne.
Tilbage i bunden af af liften var det frokosttid, og dermed tid til forsyninger inden dagens naeste aktivitet. Til frokosten hoerte sig enten en kop varm vin (lidt a la glög bare uden noeder og rosiner) eller en lokal oel. Jeg snuppede selvfoelgelig den lokale oel - Cape Horn.
Friske til at lege "George of the Jungle" skulle vi efter frokosten dyrke en sport ved navn canopy, som ganske enkelt bestaar af at glide paa liner hoejt oppe mellem traetoppene. Det er en aktivitet som varmt kan anbefales, da det er voldsomt morsomt. Herunder foelger et par billeder af mig in action.
Nej, det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg har taarer i oejnene - vinden var bare pivkold! Til sidst lige et faellesbillede, hvor man ogsaa ser os i alt udstyret.
Vores sidste aften ved Verdens Ende skulle menuen selvfoelgelig lyde paa fisk og skalddyr, da man praktisk talt er omgivet af hav der. Saa frem med pengepungen og ned til den bedst anbefalede fiskerestaurant ved havnefronten. Medfoelgende hvidvin delte Lisbeth og jeg en forret bestaaende af soepindsvin, hvilket var en speciel men dog fornuftig oplevelse.
Hovedretten for mit vedkommende - en hvid fisk af en art daekket med laekker hvidloegssauce samt bagte kartoffelmoskugler.
De forskellige desserter skal I ogsaa lige have med.
Naeste dag osede vi lidt rundt i byen inden vi skulle med fly videre til el Calafete lidt laengere nordpaa. Imens vi shoppede souvenirs og postkort blev jeg gode venner med denne "udstoppede" pingvin.
Verdens Ende maa siges at vaere en oplevelse, og naar man maerker kulden i vinden er det ikke svaert at forestille sig, at man befinder sig forholdsvis taet paa Antarktis. Men som sagt floej vi efterfoelgende til El Calafate hvorfra vores videre oplevelser skulle finde sted.
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
