Efter den lange rejse mod syden bestemte vi os for, at vi den foerste aften i Punta Arenas maatte forkaele os selv med en laekker middag. Saa vi fulgte en af guidebogens anbefalinger, og vi maatte erkende, at der havde man virkelig ramt plet - "La Marmita" var en hyggelig lille restaurant spraengfyldt med atmosfaere og noget rigtigt laekkert mad. Saa akkompagneret af et glas roedvin gik vi i krig med menukortet, hvor jeg valgte at faa en god stor boef med ovnbagte rodfrugter og roedvinssauce. De tre andre valgte tre andre mindst ligesaa laekre retter.
Fra venstre er det mig, Rebecca, Lisbeth og Melanie. Efter at boeffen var spist, og der var blevet drukket lidt vin og konverseret om de nye kolde omgivelser kunne jeg dog godt klare en dessert - saa en hoej flot chokolademousse blev det ogsaa til (hmm).
Dagen efter tog vi ud og udforskede byen inden vi skulle paa en bette tur om eftermiddagen. Vi valgte at gaa langs vandet fra vores hostel til centrum, hvilket var en temmelig blaesende vej. I bugten ud for byen kunne man dog spotte et par haardfoere skibe, og da vores slagsange for turen blev temaet fra "SS Martha"-filmen (ihvertfald for den danske delegation) og "these botes are made for walking" (forklaring paa den foelger i et senere indlaeg), kunne jeg ikke lade vaere med at synes at skibene mindede om dem i filmen. Saaledes ser man her foerst SS-Martha flankeret af et eller andet hvidt skib,
samt paa dette billede den onde modstander MS-Harald fra Norge.
I forbindelse med denne soesnak boer det maaske lige naevnes, at vi fik loest et af livets store spoergsmaal undervejs paa vores tur - bruger man det samme kompas baade paa den nordlige og den sydlige halvkugle af hensyn til de to poler? Og svaret er ja, det goer man, da kompasset pil altid vil pege mod nord, fordi jordens magnetfelt stroemmer fra syd mod nord (jeg takker Morten C. for forklaring i denne sag). Et andet af livets store spoergsmaal mangler vi dog at faa helt afklaret endnu - hvirvlen i toilettet, naar man skylder ud, loeber den i samme eller modsat retning paa de to halvkugler? Tilbage til Punta Arenas - paa vores vej rundt i byen faldt vi ogsaa over et par sjovt malede huse. Det ligner rigtignok (naesten), at jeg er paa vej ind ad en mindre gade paa det foerste billede.
Men herunder kan man se, at det blot er et vaegmaleri paa siden af et hus. Huset, hvorpaa malerierne dekorerede, var et hjoernehus, og hele vejen rundt var der andre smaa sjove finesser i form af malerier.
Paa den centrale plads i byen var en statue af den foerste opdager i omraadet. Han kaldte den allersydligste del af regionen for "Tierra del Fuego", hvilket betyder Land af Ild.
Ifoelge en legende bringer det lykke, hvis man kysser foden af en af de mindre statuer nedenfor, saa det skulle jeg selvfoelgelig proeve:
Patagonien er rigtignok langt vaek fra alting, og flere steder ser man disse paele fyldt med skilte med kilometerantal til forskellige destinationer i verden - saaledes er var der over 13500 kilometer til Paris (og altsaa endnu laengere til lille Danmark).
Jeg maa hellere afsloere med det samme, at mad og drikke var et meget vigtigt element under denne tur, saa hvis der foelger flere madbilleder og forklaringer er det hermed forklaret hvorfor (der skal ogsaa sul paa kroppen for at klare kulden paa de breddegrader). Saa inden vores eftermiddagstur samme dag snuppede vi lige en kop varm chokolade med hvad der sig dertil hoerer.
Man kan maaske skimte paa billedet, at koppen, som ioevrigt indeholdte den bedste varme chokolade jeg har faaet laenge, fortaeller om bogstavet L, og hvordan du som person er, hvis dit navn starter med L. Saa Lasse er altsaa "Loving", en "Leader", og han "Looks good" (hehe..). Efter den varme chokolade koerte vi ud i det kolde landskab for at se pingviner. Pingviner vender altid tilbage til det omraade de blev foedt for at yngle (hvor de ioevrigt har den samme partner gennem hele livet), saa derfor tog vi ud til et yngleomraade, hvor man altid er garanteret at se pingviner. I omraadet er der lavet nogle stier som man skal foelge for at forstyrre dyrene mindst muligt. Jeg maa sige, at jeg synes pingviner hoerer til blandt de sjoveste dyr i verden - de gaar jo ikke, de vralter.
Proev at taenk, hvis mennesker havde samme proportioner som pingviner (bare stoerre), og derfor maatte gaa paa samme maade. Mig som menenskelig pingvin
Og den rigtige maade at "vralte" paa:
Jeg tror det maa have vaeret tid til at gaa paa jagt/vende hjem fra jagt, da vi var der, for en stor del af pingvinerne var samlet paa stranden.
Et alternativ kunne ogsaa vaere, at de gjorde sig klar til at emigrere til nordligere egne. Vi kom i slutningen af ynglesaesonen, og ifoelge optaellinger er der over 10.000 pingviner i omraadet i hoejsaesonen. Saa selvom det lyder helt vildt med saa mange pingviner paa det omraade, saa var vi nu ganske tilfreds med det antal, vi saa. Naeste stop paa i Patagonien var verdens sydligst beliggende by, Ushuaia i Argentina. En tolv-timers bustur dertil foerte os gennem det mest oede landskab jeg nogensinde har set.
Selv ved graenseovergangen mellem Chile og Argentina var der saa og sige intet.
Paa vejen krydsede vi med faerge en bugt, hvor vi udnyttede tiden til at faa strukket benene og kigget lidt udover vandet - her spottede vi en spaekhugger, som valgte at foelge skibet, og hoppe op af vandet som en anden artist til alles fornoejelse.
Ganske vidst er sydspidsen Cap Horn chilensk territorium, men der er praktisk talt intet efter Ushuaia, og vil man helt til spidsen, er det en eftersigende haard sejltur paa flere dage. Af den grund kaldes Ushuaia "El Fin del Mundo" (Verdens Ende).
Endnu engang fortjente vi her i byen en kop varm chokolade med tilhoerende kage, saa derfor fandt vi en af byens mange "Chocolaterias", hvor de havde kager, man ofte blot kan droemme om - den bagerste er min chokoladebombe.
Vi havde kun en enkelt hel dag her ved verdens ende, og den valgte vi at udfylde ved at lege bjergbestigere og bagefter "George of the Jungle"- forklaringer foelger. Foerst snuppede vi en taxa et stykke op af de bagvedliggende bjerge. Den koerte os op til starten af en lift - en lignende som folk kender fra skiferien. Den foerte os videre op af bjerget.
I baggrunden skimter man Ushuaia. Efter liften stod den paa bjergbestigning (dog nok af den noget bloedere slags). Herunder ser vi mig varme op ved at kravle op paa en stor sten. Bjerget man ser i baggrunden gik vi efterfoelgende opad - helt op til den hvide del til venstre for min arm.
Paa vejen legede vi Bukke Bruse, hvor man nok kan gaette at jeg var trolden - "Hvem er det der tramper paa min bro!?"
Efter lidt leg og lidt klatring naaede vi skam ogsaa helt op til starten af gletscheren, som de alt de hvide, udover sne, er.
Hvad kan man saa give sig til der paa toppen? Lave en sne-engel selvfoelgelig!
Eller maaske snuppe en smagsproeve paa den rene sne.
Tilbage i bunden af af liften var det frokosttid, og dermed tid til forsyninger inden dagens naeste aktivitet. Til frokosten hoerte sig enten en kop varm vin (lidt a la glög bare uden noeder og rosiner) eller en lokal oel. Jeg snuppede selvfoelgelig den lokale oel - Cape Horn.
Friske til at lege "George of the Jungle" skulle vi efter frokosten dyrke en sport ved navn canopy, som ganske enkelt bestaar af at glide paa liner hoejt oppe mellem traetoppene. Det er en aktivitet som varmt kan anbefales, da det er voldsomt morsomt. Herunder foelger et par billeder af mig in action.
Nej, det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg har taarer i oejnene - vinden var bare pivkold! Til sidst lige et faellesbillede, hvor man ogsaa ser os i alt udstyret.
Vores sidste aften ved Verdens Ende skulle menuen selvfoelgelig lyde paa fisk og skalddyr, da man praktisk talt er omgivet af hav der. Saa frem med pengepungen og ned til den bedst anbefalede fiskerestaurant ved havnefronten. Medfoelgende hvidvin delte Lisbeth og jeg en forret bestaaende af soepindsvin, hvilket var en speciel men dog fornuftig oplevelse.
Hovedretten for mit vedkommende - en hvid fisk af en art daekket med laekker hvidloegssauce samt bagte kartoffelmoskugler.
De forskellige desserter skal I ogsaa lige have med.
Naeste dag osede vi lidt rundt i byen inden vi skulle med fly videre til el Calafete lidt laengere nordpaa. Imens vi shoppede souvenirs og postkort blev jeg gode venner med denne "udstoppede" pingvin.
Verdens Ende maa siges at vaere en oplevelse, og naar man maerker kulden i vinden er det ikke svaert at forestille sig, at man befinder sig forholdsvis taet paa Antarktis. Men som sagt floej vi efterfoelgende til El Calafate hvorfra vores videre oplevelser skulle finde sted.
Vi stoppede ved en lille intermistisk havn hvorfra vi skulle med en baad, som udover at tage os taet paa fronten af gletscheren ville sejle os over paa den anden side af floden, hvorfra vi skulle op og vandre paa gletscheren. Her staar jeg og venter paa baaden:
Og her er et gruppebillede af os alle fire snuppet fra baaden:
Inden vores gaatur paa det frosne vand skulle vi lige ifoeres det rette udstyr - pigsko. Og her snakker vi nogle smaa uskyldige fodboldstoevlelignende ting, men derimod nogle onde jernpigge, som vi fik bundet rundt om vores sko.
Med disse ville vi saa staa nemmere fast paa isen. Efter en omgang imformationer om hvordan man skulle gaa op/ned og til siden paa isen var vi ready. Naar man gik skulle foedderne staa skaevt ift. hinanden og naar man gik skulle man laene sig bagover som om man naesten sad ned. De 50+ aarige i gruppen fik dette til at se ganske sjovt ud. Her faar i lige et par stemningsbillede fra toppen af Perito Moreno:
Og saa et billede af danskerne i islandskabet:
Samt en aegte viking kaempende sig vej frem i det svaere landskab:
Efter saadan et par timers gaatur paa vandet, hvor der enten var bidende kold, naar vinden blaeste eller faktisk forbloeffende varmt, naar solen gennmbroed skyerne, der var det tiden til en forfriskning. Saa derfor blev vi tilbudt en smaakage med dertilhoerende glas whiskey.
Det var selvfoelgelig whiskey on-the-rocks, hvor isen var fra gletscheren. Isen er nemlig saa ren, at den sagtens kan drikkes. Herefter kravlede vi ned af gletscheren, og fik vores medbragte frokost inden baaden foerte os tilbage til den anden side af soeen paany, hvorfra vi ville faa det helt store panoramaview af gletscheren. Foerst har i lige et skiltmed forskellige oplysninger omkring gletscheren (hvis det kan laeses) - det fortaeller blandt andet, at gletscheren er mellem 50-55 meter hoej og 14 km. i dybden, der hvor man kan se.
Her foelger lidt billeder af gletscheren taget fra forskellige vinkler:
Flaget er det argentinske. For at bevise jeg var der, er her selvfoelgelig et billede af mig foran Perito Moreno:
Efter en rigtig fed dag ved og paa gletscheren Perito Moreno drog vi tilbage til El Calafate for at chille paa vores hostel inden vi skulle videre naeste dag tilbage til chilensk jord. Som afslutning paa den argentinske del af vores Patagonien eventyr er her et par billeder fra vores aktiviteter i byen El Calafate. Her kigger jeg filosisk udover en soe,
.. leger draebt paa gulvet af en pub (hvor vi i oevrigt fik nogle voldsomt gode brownies til vores cortados (= kaffe med maelk)),
... kigger paa skyggen af kaemperne paa fortovet,
... samt beundrer udsigten fra vores hostel.
Efter en god nats soevn hoppede vi paa den foerst mulige bus og drog mod havnebyen Puerto Natales. Herfra fik vi planlagt en tur i den chilenske nationalpark Parque Nacional Torres del Paine - parken er opkaldt efter de tre klipper midt i naturomraadet ved navn Paines, som ligner tre taarne. Turen ville blive en trekking tur, som ville involvere telte og gasblus i den vilde natur samt en helt masse gaaen. Den rute de fleste tager kaldes W-ruten, da den paa et kort ligner et dobbelt W. Vi havde dog ikke tid til at tage hele dobbelt W'et, da vi skulle naa tidsnok tilbage til Puerto Natales til vores faerge mod Puerto Montt. Derfor skipede vi den foerste dag af W-ruten, da den hovedformaal var et blik udover en gletscher (og i og med, at vi havde set Perito Moreno taenkte vi, at vi ikke ville ga glip af noget). Dermed kom vores rute til mere at ligne et N. Paa hostellet aftenen inden varmede vi op med hjemmelavede burgere - og ja, han ved nok hvordan saadan en skal laves (hehe).
Sammen med alle de andre backpackers tog vi morgnbussen til nationalparken. Heldigvis var vi i omraadet (faktisk i hele Patagonien) i lavsaesonen, saa der var faktisk ikke saerlig mange turister, hvilket jo altid er dejligt. Med en lille katamaranfaerge sejlede vi vi igennem en raekke soeer og ind i hjertet af nationalparken, hvorfra vi skulle starte vores trekking. Da vi droppede den foerste del af deobbelt W'et fik vi faktisk den foerste dag naesten for os selv, da vi gik den modsatte vej af alle andre. Herunder er vi ready til start med oppakning og det hele:
Foerste dag af trekking gik vi op til en lejrplads, hvor vi satte vores tasker og fortsatte ind i "El Valle Francés", hvilket betyder den franske dal. Vi gik saa langt op vi kunne naa - vi skulle nemlig naa tilbage til vores tasker og videre til et refugium laengere nede inden solnedgang. I dalen havde sadanne udsigter til de tre sider:
Jeps, man ligner vel en rigtig opdager! Paa den videre vej mod refugiet kom vi blandt andet igennem en eventyrskov:
Og en strand, som absolut indboed til solbadning samt et dyp i soeen, hvis temperaturen da lige havde vaeret en 20-30ºC varmere.
Vi fik fyldt vores vandflasker - vandet i omraadet er (endnu) saa rent, at man kan drikke direkte fra floderne og aaerne.
Og et enkelt hoppebillede blev det ogsaa til:
I refugiummet lejede vi to allered opstilte iglotelte, og saa havde vi ellers selv medbragt sovepose og liggeunderlag. Vi var saa heldige, at vi kunne bruge faciliteterne indenfor ogsaa, saa her tilberedte vi vores aftensmad og hyggede med et spil kort inden det var sengetid. Den kommende dag skulle vi tidligt op og afsted ved daggry ifoelge vores forholdsvist stramme tidsplan. Igen skulle vi naa et nyt refugium for at efterlade vores oppakning der, og derefter saa langt videre op mod et udsigtspunkt over "los Torres" vi kunne naa for stadig at naa tilbage til refugiet, inden moerket faldt paa. Jeg naaede helt op til taarnene - dog uden pigerne, der stoppede paa vejen. Det kostede nogle efterfoelgende kaempevabler, men det var det hele vaerd, og udsigten var til de tre specielle bjerge var rigtig flot:
Paa vejen ned fra taarnene kunne man se et meget besynderligt faenomen, mens moeket faldt paa. Det foelgende billede herunder ligner det naermest at det regner bare ned mod en enkelt plet paa jorden, hvilket virker besynderligt - saa hvis nogen har en forklaring herpaa hoerer jeg gerne!
Tilbage i vores sidste refugium, som var temmelig stort, bestemte vi os for, at vi havde fortjent en god middag, saa vi forlod vores pasta med tun og tomat for en tre-retters i refugiets restaurant. Ifoelge vores sammenregninger havde jeg ogsaa gaaet over 50 km. indenfor de sidste to doegn, og der manglede stadig et par naeste dag for at naa op til bussen tilbage til civilisationen. Vi naaede dog til enden den naeste dag, og vi kom tilbage til Puerto Natales. Aftenen tilbage i civilisationen taenkte vi, at vi maatte fortsaette hvor vi slap, da vi drog fra byen, saa vi gik ud og fik en kaempe burger a la en rigtig café burger:
Ved ankomsten til Puerto Natales blev vi desvaerre rigtig skuffede, da vi fandt ud af at vores fire-dages sejltur op gennem de chilenske fjorde til Puerto Montt var blevet aflyst, da baaden var blevet noedt til at vende tilbage til Puerto Montt paa vejen til Puerto Natales (hvor vi skulle paa) pga. problemer med motoren. Saa her stod vi lidt med haaret i postkassen, for udover at gaa glip af denne eftersigende rigtig fede sejltur, saa var vi nu rigtig langt sydpaa og skulle dermed finde et alternativ til at komme norpaa igen mod Santiago og La Sernea igen. Da det var lige op mod paaskeweekenden, var alle flyafgange enten udsolgte eller alt for dyre, saa vi endte med at hoppe paa en bus til Santiago, som undtaget et skift i den chilenske by Osorno paa cirka otte timer, tog os paa en to doegnstur gennem Argentina og tilbage ind i Chile med endestation i hovedstaden Santiago. I Osorno kunne man lige fange dette billede af mig og denne tyr:
Koeer er en meget stor ting her i regionen (kilde: Papa Keld), hvilket skiltet under statuen da ogsaa fortalte - her stod: "Osorno: Koedets jord, maelkens faedreland".
Endelig ankommet i hovedstaden Santiago bestemte vi os for at tage et par dages med afslapning og ikke mindst masser af sol og varme!
